Julefreden har langt fra sænket sig over Claus Kragh.
Han er nemlig købmand i den lokale Spar i Aalborg Øst, og der er ikke ét ledigt minut til at hyggesnakke med kunderne, kræse om juleopsætninger eller udføre helt almindelige opgaver i butikken.
Al opmærksomhed går nemlig til butikkens pakkeafdeling.

»Siden Black Friday er det væltet ind med pakker. Vi får 1000 nye pakker ind om dagen lige for tiden,« siger Claus Kragh.
Og der er ingen udsigt til, at det stilner hen lige foreløbig, fortæller han.
»Vi er nødt til at køre pakker ud under vores halvtag og tage dem ind i løbet af dagen,« eksemplificerer købmanden.
Der er nogle få ting, han kan gøre for at lette arbejdstrykket.
»Nogle dage bremser vi simpelthen indleveringen af nye pakker, så vi kan få en større chance for at følge med,« siger han, men tilføjer at det ikke kommer problemet til livs.
»Vi er stadig nødt til at se bort fra opgaver i butikken, fordi vi skal udlevere pakker. Og vi kan heller ikke hyre flere ind, fordi vi jo kun har et begrænset antal scannere, man skal bruge til at kunne udlevere pakkerne.«
Selv er Claus Kragh ny i butikken, men hans kolleger nævner, at pakkeræset aldrig har været vildere end i år. Formentlig fordi folk fortsat køber flere og flere pakker online i stedet for i butikkerne.
De fleste kunder er dog forstående over for Spars situation. Kun få kunder bliver sure.
»Jeg skriver også om det på vores Facebook og beder folk huske, at vi gør det bedste, vi kan,« afslutter Claus Kragh.
Hans råd til sine Facebook-følgere er at hente pakken hurtigst muligt, når den ankommer.
Dernæst er det at acceptere, at pakken måske ikke kan afhentes, da den er i såkaldt 'venteposition', fordi pakkeleverandøren har afleveret pakken til Spar, mens de har været under for stort et pres til at klargøre pakken.
Og han beder kunderne give personalet et smil under deres besøg på trods af lange ventetider.
Slutteligt stemmer han i ved de kunder, der i kommentarfeltet opfordrer deres medbesøgende i butikken til at betale den smule ekstra for en hjemmelevering af deres pakker.


