Det danske band 'The Minds of 99' tiltrækker international opmærksomhed i det største arabisktalende medie.

Og det er der en helt bestemt grund til.

Flere lande i Europa opretholder nemlig fortsat en række Covid-19 restriktioner. Derfor er der ikke noget at sige til, at det er blevet bemærket, at Danmark har sagt farvel til alle restriktioner og lever videre som om corona aldrig har været her.

Det var 'The Minds of 99' koncerten et eksempel på. For koncerten i parken 11. september samlede 50.000 mennesker til en euforisk frihedsfest helt uden restriktioner.

Dermed blev det også den første og største koncert i hele Europa siden nedlukningen i marts 2020.

Og det har fået opmærksomhed uden for Danmarks grænser. Den Qatar-baserede tv-station Al Jazeera har nemlig skrevet om koncerten på deres hjemmeside.

Her beskriver de, hvordan Covid-19 ikke længere betragtes som en 'samfundskritisk' sygdom i Danmark.

'Nu vil det lille europæiske land – med omkring seks millioner mennesker – leve med virussen, som var det influenza,' skriver de blandt andet.

Derudover beskriver de, at 96 procent af danskerne over 50 år er fuldt vaccineret, hvilket er et udtryk for, at danskerne stoler på sundhedsmyndighederne og har været villige til at lade sig blive vaccineret.

»Det betyder, at vi har beskyttet dem, der har størst risiko for hospitalsindlæggelse og død, og på grund af det har vi råd til at få pandemien til at køre sin gang,« fortæller Lone Simonsen, der er professor i epidemiologi og leder af PandemiX-centret ved Roskilde Universitet, til Al Jazeera.

Også på Al Jazeeras Facebook-side, vækker koncerten begejstring. Flere brugere skriver blandt andet:

'Godt gået Danmark' og 'Det er præcis det, alle andre lande burde gøre'.