I to år har Københavns Kommune ikke henvist en eneste ledig til et job.
Det har derfor ikke haft nogen konsekvenser for de ledige at sige nej til arbejde, og det har ført til hård kritik.
Men nu viser det sig, at Københavns Kommune ikke står alene med den tilgang.
For én anden kommune henviser heller ikke ledige. Det skriver Berlingske.
I Gentofte Kommune har man benyttet sig af en anden taktik, hvor man i stedet matcher ledige med job ved hjælp af samtaler.
»Vores praksis er at sikre det gode match ved at tage en indledende dialog med kandidaterne til de ledige stillinger,« oplyser Gentofte Kommune til Berlingske.
Det på trods af, det er beskrevet i loven, at det er en pligt at henvise ledige.
Københavns Kommune har nu valgt at lave deres tilgang om, så ledige fremover bliver henvist til arbejde. I øjeblikket er 20.000 ledige i Københavns Kommune, der vurderes til at være jobparate.


