4.894.

Så mange 112-opkald fra borgere, der måske har haft akut brug for hjælp, gik tabt i 2021.

Det viser en aktindsigt, som B.T. har søgt ved Hovedstadens Beredskab.

»Det er meget forskelligt, hvad folk har brug for, når de ringer. Det kan være helt alvorlige situationer, hvor folk er akut syge med for eksempel et hjertestop, eller hvor de har brug for anden form for sundhedsfaglig assistance,« siger Tim Ole Simonsen, operationschef ved Hovedstadens Beredskab, til B.T.

Her kan man se, hvordan systemet fungerer. Når du ringer 112, kommer du igennem til Hovedstadens Beredskab. De stiller dig så videre til Akutberedskabet, som enten sender en ambulance, brandbil eller politibil. Men tallene i den her artikel, er udelukkende for ambulancedelen. Foto: Hovedstadens Beredskab.
Her kan man se, hvordan systemet fungerer. Når du ringer 112, kommer du igennem til Hovedstadens Beredskab. De stiller dig så videre til Akutberedskabet, som enten sender en ambulance, brandbil eller politibil. Men tallene i den her artikel, er udelukkende for ambulancedelen. Foto: Hovedstadens Beredskab.
Vis mere

Ifølge B.T.s aktindsigt viser tallene for 2021 en nedslående tendens: Der er over de seneste år nemlig sket en markant stigning i antallet af ubesvarede 112-opkald.

Når en borger ringer 112, får man fat på Hovedstadens Beredskab, som så stiller opkaldet videre til Region Hovedstadens Akutberedskab, hvis borgeren har brug for hjælp. Det er her, filmen knækker. Tusindvis af opkald bliver nemlig slet ikke besvaret af Akutberedskabet, og sådan har det været i flere år.

De nye tal kommer, efter at Berlingske har afdækket, at der rigtig mange opkald forbliver ubesvaret, og at det går ud over borgerne. På B.T. har vi blandt andet fortalt historien om Hanne, der blev afvist af 112 og måtte vente på hjælp i 70 minutter.

Nu kan B.T. også fortælle, præcis hvor mange sundhedsopkald, der i løbet af de sidste fem år ikke er blevet besvaret af Akutberedskabet, når 112 stiller videre til dem.

Bare i 2021 har der indtil 11. september som nævnt været 4.894 ubesvarede opkald. Og selvom tallene fra de foregående år også viser tusinder af ubesvarede opkald, er der alligevel en enorm stigning i antallet.

Faktisk har der fra 2017 til 2021 været en stigning på over 1.400 procent i ubesvarede opkald.

Det er ifølge Tim Ole Simonsen et stort problem af to årsager. For det første belaster det medarbejderne, der ikke kan skaffe hjælp til borgeren i den anden ende af røret, og dernæst skaber det en flaskehals, der kan give akutte problemer for borgerne:

»I tidsrummet, hvor vi sidder med opkaldet, som vi ikke kan stille videre, kan vi jo ikke tage andre 112-opkald. Så opstår der en flaskehals,« siger Tim Ole Simonsen.

Særligt sker der en stigning i de ubesvarede opkald i 2019 og i 2021, som man kan se på grafen ovenfor.

Fra 2018 til 2019 stiger antallet af ubesvarede opkald fra 506 til 3.116. Og på bare tre år fra 2019 til 2021 stiger antallet at ubesvarede opkald fra lidt over 3.000 til knap 5.000.

Hvad stigningen i antallet af ubesvarede opkald skyldes, har B.T. ikke kunnet få svar på.

Det skal dog nævnes, at antallet af ubesvarede opkald ikke nødvendigvis afspejler antallet af personer, der ikke har fået hjælp.

For Hovedstadens Beredskab prøver at stille 112-opkaldene videre til Akutberedskabet to gange, når opkald skal stilles videre. Derfor er der en reel mulighed for, at opkald nummer et er ubesvaret og således indgår i statistikken, hvorefter nummer to er blevet besvaret. Hvis opkaldet heller ikke bliver besvaret anden gang, lægges der på. Præcis hvor mange opkald, der her er tale om, er uvist.

Ifølge Tim Ole Simonsen er det ene og alene Region Hovedstadens Akutberedskabs ansvar.

Derfor har B.T. forsøgt at få et interview med Preben Hansen, der er vagtcentralchef ved Region Hovedstadens Akutberedskab. Han har ikke haft mulighed for at stille op til interview.

Region Hovedstadens Akutberedskab skriver dog i en mail til B.T., at 99,5 procent af 112-opkaldene, der stilles videre til dem, bliver besvaret inden for 30 sekunder.

Region Hovedstadens Akutberedskab skriver også, at de ubesvarede opkald ikke er en ny problematik, og at Akutberedskabet har kendt til den i mange år.

B.T. har efterfølgende spurgt, hvordan Region Hovedstadens Akutberedskabet kan forsvare at have kendt til et problem i mange år uden at løse det. Dette har vi ikke fået svar på.