Overvågning. Overgreb. Ydmygelser.
Sådan beskriver 60-årige Kim Svensson sin tid på børnehjemmet Fagerlund i Svaneke på Bornholm i slutningen af 1960’erne.
Han husker f.eks., hvordan han og andre børn blev tvunget til at blive siddende ved spisebordet og se en dreng spise op af den øllebrød, han netop havde kastet op i.
»Forstanderen holdt ham fast, og så måtte vi ikke rejse os, før han havde spist op,« siger Kim Svensson.
Tirsdag gav statsminister Mette Frederiksen en officiel undskyldning til børnehjemsbørn, der i årene 1950 til 1975 blev udsat for vold, seksuelle overgreb og medicinske forsøg.
Sagen har været koncentreret om børnehjemmet Godhavn i Nordsjælland, men gælder i princippet forholdene på børnehjem i hele landet.
Det er i kølvandet på undskyldningen, at Kim Svensson nu står frem med sin fortælling. Han mener ikke, han har brug for en undskyldning fra statsministeren. Hvorfor vender vi tilbage til.
Spoler vi tiden tilbage til slutningen af tresserne stod det klart, at Kims mor ikke var i stand til at tage vare på sin søn.
Hun var dybt traumatiseret af tre års ophold i koncentrationslejr under krigen og formåede aldrig at være den mor, hun selv eller andre ønskede, hun var. Derfor var Kim Svensson bare 10 år, da han ankom til børnehjemmet.
På børnehjemmet regerede forstanderparret. Børnenes svage sider blev brugt imod dem. Hvis de havde tisset i sengen, blev de svinet til og hånet foran de andre børn.
Har du oplevet noget lignende fra din tid på børnehjem? Så hører vi meget gerne fra dig til en artikel i BT. Skriv til hped@bt.dk.
»Jeg frygtede lyden af hendes trin, når hun kom op i rummet, hvor vi sov. Hun nev og rev og tog fat midt på brystet og i øret. “Hvad er du for en satan”, råbte hun og flåede mig væk og tog lagnet«.
Men det var ikke det værste. Den mandlige forstander kunne godt finde på at bede Kim og de andre drenge om at tage bukserne af, hvis de i hans øjne havde opført sig forkert.
»Hvis jeg f.eks. glemte at lukke vinduet på toilettet i kælderen, skulle jeg hive bukserne ned og stå helt stille. Så hev han fat i min tissemand og rørte og befølte den. Det var altid, når man var alene med ham,« siger Kim Svensson.
»Det har jeg haft det dårligt med i mange år. Jeg var meget hævntørstig i tiden efter,« siger han.
Når hans mor ringede for at høre, hvordan det gik, sad forstanderinden og lyttede med. Og når myndighederne kom på besøg, var det lige så.
Børnene havde aldrig mulighed for at fortælle andre voksne, hvordan de i virkeligheden havde det.
Så tilbage til, hvorfor Kim Svensson ikke har brug for undskyldningen fra Mette Frederiksen.
»Jeg vil hellere have en undskyldning fra hende, der gik amok, når jeg havde tisset i sengen, eller ham, der ville lege med min tissemand,« siger han.
»Hvorfor skal statsministeren stå og græde på mine vegne? En undskyldning skal ikke gives så mange år efter. Det må bearbejdes på en anden måde,« siger han.
Kim Svensson var ‘kun’ halvandet år på børnehjemmet.
Han led ikke lige så stor skade som mange af de andre børnehjemsbørn, der bukkede under med f.eks. posttraumatisk stress eller røg ud i kriminalitet eller blev stofmisbrugere.
Han kom efterfølgende på et hjem i Frederikshøj, hvor han kom i gang med en uddannelse og igen fik tillid til de voksne omkring ham.
I dag arbejder han som ledsager med socialt udsatte.
