De fleste forældre kan nok nikke genkende til, at forældrerollen er en sårbar størrelse.

Det blev tydeligt for en nordjysk blogger, som af flere omgange har oplevet, hvordan sociale medier netop kan være med til at udskamme ens evner som forældre.

Der skal som regel ikke meget mere til end et enkelt billede på sociale medier til at danne grobund for netop den udskamning.

Et nyt opslag på Josefine Valentins Instagram har rippet op i en sag fra 2017, hvor hun blev meldt til kommunen for at være uegnet som kommende forælder.

Det skete med en påstand om, at hun drak alkohol i usunde mængder under graviditeten med sin søn.

I det seneste opslag sidder Josefine Valentin – med en ironisk  distance – i en pailletkjole og venter på en veninde, som skulle komme til champagnebrunch. For det er så langt fra det liv, som Josefine Valentin normalt lever, men det var ikke alle, som kunne grine af opslaget.

'Jeg sidder derhjemme nærmest hver evig eneste weekend med nathue på, fordi min mand arbejder som komiker, så det virker næsten helt komisk,' fortæller hun.

Men særligt én kommentar ramte Josefine Valentin.

»Der var en, som kommenterede, at 'så kunne hun bedre forstå, at din gemal har nævnt, at kommunen engang har haft holdt nøje øje på dig', og den ramte mig bare så hårdt,« forklarer hun til B.T.

For det havde kommunen tilbage i 2017, hvor en anonym følger havde meldt familien til kommunen, da Josefine Valentin reklamerede for en restaurant, mens hun var højgravid.

»De fleste vil nok synes, at et glas hvidvin ser pænere ud på et smukt bord, end en kold Pepsi Max gør. Derudover tager min mand et billede af mig, hvor jeg står med en velkomstdrink, og på baggrund af det bliver vi anmeldt til kommunen. Det sidder stadigvæk i mig,« forklarer Josefine Valentin om episoden.

Familien var hele 'møllen igennem', hvor den stod på samtaler med alt fra egen læge til kommunen.

»Det skræmte mig, hvor meget magt en anonym følger har, så når jeg får kommentarer som den i weekenden, går det virkelig ind og rammer mig. Jeg havde virkelig brug for at sige fra. Vi kommer alle sammen med nogle ting, og den her sag har bare sat ar i mig.«

Derfor lavede Josefine Valentin både et opslag og en historie på sin Instagram med netop tonen og udskamning på sociale medier.

»Der er ikke noget mere sårbart end min forældrerolle. Imellem linjerne følte jeg, at hun mente, vi var uegnede som forældre, og at vi faktisk ikke kan varetage vores børn, så der var en grund til, at kommunen holdt øje med os,« fortæller Josefine Valentin og fortsætter:

»Folk må gerne kalde mig lad, for det ved jeg, at jeg ikke er. Og jeg ved også, at jeg hverken er en dårlig eller alkoholiseret mor, men alligevel er det bare så sårbart, når der bliver kommenteret på min mor-rolle.«

For netop når det handler om mor-rollen, oplever Josefine Valentin, at tonen kan blive hård på sociale medier.

»Der er mange, som simpelthen har så travlt, og kvinder kan være forfærdelige og bedrevidende, når det kommer til netop mor-rollen. Jeg har flere gange prøvet at sige, at når man piller mor fra hinanden, så det er barnet, som betaler prisen, for når mor er pillet fra hinanden, er der ikke overskud til barnet.«

Derfor har Josefine Valentin også et klart budskab til andre mødre.

»Man kan virkelig gøre meget for at løfte andre mødre frem for at rakke dem ned. Vi skal også huske det ansvar, som vi har over for den kommende generation i forhold til tonen på sociale medier.«