Hen over weekenden oplevede blogger og influencer Josefine Valentin bagsiden af sociale medier.

Champagnebrunch og pailletkjoler hører sig åbenbart ikke til i det nordjyske.

Det måtte Josefine Valentin sande, da hun lørdag lagde et billede op på sin Instagram iført pailletkjole og skulle drikke champagne ved en brunch med en veninde. Det blev for meget for nogle brugere på Instagram.

'Det her billede blev taget fredag ved et fotoshoot. Jeg lagde det op med en ironisk distance lørdag morgen om, at jeg bare sad der i kjole og ventede på min veninde til champagnebrunch. De, som følger mig tæt, ved godt, at jeg bruger en del ironi – for sådan sidder jeg normalvis aldrig på en lørdag,' lyder det fra Josefine Valentin.

Ikke desto mindre var ironien ikke lige tydelig for alle.

Derfor kom der en række spydige kommentarer om, at det på ingen måde var sådan, deres lørdag så ud. Derudover blev hun kaldt doven 'for at drikke, mens andre arbejder'.

Da Josefine Valentin forsøger med dialog i kommentarsporet, fortsatte den ubehagelige tone. De ubehagelige kommentarer fik Josefine Valentin til at lave en historie på sin Instagram for at sætte fokus på den tone, hun oplevede på sin Instagram.

'Det er vigtigt for mig at sige fra. Der er jo aldrig nogen, der ville sige de her ting til folk i virkeligheden, men jeg forstår ikke behovet for at gøre sig til ekspert på andres liv ud fra sociale medier. Man skal huske, der er et menneske bag skærmen.'

Er det måden eller selve kritikken, som rammer dig?

'Det er måden. Der er ikke noget hej, der er ingen introduktion, og der er ikke nogen reel undren.

'Jeg forventer en god opførsel og en god tone – og jeg forventer ikke, at folk er enige med mig, men tonen skal være ordentligt. Min profil skal ikke være en losseplads for folks egne frustrationer. Jeg deler så meget om mig selv på sociale medier, fordi det plejer at være en god oplevelse, så det er ikke en selvfølge, at jeg skal tage imod den udskamning.'

Josefine Valentins historie og opslag på Instagram har gjort, at hun efterfølgende har haft en konstruktiv dialog med særligt en af dem, som kom med spydige kommentere på opslaget.

'Det var det, jeg ville med min efterfølgende historie på Instagram. Jeg ville opfordre til selvindsigt, når følelserne har lagt sig, fordi vi havde en dialog privat,' forklarer hun og fortsætter:

'Jeg nævner det her for at understrege, at vi alle er nogens datter, søster og lignende. Jeg er også et helt almindeligt menneske, som bliver ramt af det her. Jeg er ikke usårlig, bare fordi jeg har mange følgere. Jeg deler mit liv set ud fra mit perspektiv, og mit liv har jeg selv skabt.'