Er det passende at iføre sig en mavebluse og tage på arbejde?

Eller at rende rundt med kasket på knolden i arbejdstiden?

Påklædning på arbejdspladser har igen og igen været til debat, og selvom kravene om påklædning er blevet mere afslappede med årene, er der stadig nogle beklædningsgenstande, som er uacceptable, mener flere.

Heriblandt maveblusen.

Således viser en spørgeundersøgelse lavet af interesseorganisationen Lederne, at 83 procent af de adspurgte ledere med medarbejderansvar ikke vil acceptere, hvis de ansatte iklæder sig en bluse med frit udsyn til maven.

»Lederne gider ikke se på medarbejdernes maveskind – og der er helt sikkert også nogle holdninger til, hvor kort de korte shorts eller den korte kjole må være,« forklarer Ledernes ledelsesrådgiver, Flemming Andersen, og fastslår så:

»Men generelt giver flere ledere plads til, at medarbejderne kan have en mere personlig stil og være mere afslappet i deres fremtræden. Her er jeg også overbevist om, at de seneste års mere afslappede modetrend med mere løst, afslappet og sporty tøj også spiller ind.«

Hvad synes du? Deltag i afstemningen nederst i artiklen.

Også coronakrisen har noget at sige i forhold til medarbejdernes foretrukne påklædning og ledernes holdning til den.

»Mange virksomheder er blevet langt mere digitalt og virtuelt anlagt – særligt grundet corona. Her har det ikke den store betydning, hvad du har på af tøj.«

»Det har det derimod, hvis du eksempelvis har mange kundemøder eller skal repræsentere en klient i retten,« forklarer Flemming Andersen.

Hvilken branche, man befinder sig i, er altså ikke uden betydning for, om man kan slippe afsted med at iføre sig en kort kjole eller shorts.

Generelt viser tallene dog, at de såkaldte dresscodes er blevet mere afslappede. Og flere steder dropper man at have decideret regler for påklædningen, viser undersøgelsen.

For mens 31 procent i en undersøgelse sidste år svarede, at de havde nedskrevne regler på området, er det tal i en tilsvarende undersøgelse i år nede på 27 procent.

Faldet synes måske ikke stort, men Flemming Andersen påpeger, at der trods alt er tale om et signifikant fald. Og han har en klar idé om, hvorfor det er sådan:

»Det, at vi nu oplever en mere løs holdning til påklædningen, er et udtryk for det arbejdsmarked, vi har nu. Vi er blevet langt mere digitale og moderne, og derfor har mange steder løsnet op i den konservative holdning til tøjet,« siger han.

Han understreger, at når alt kommer til alt, har coronakrisen vist, at mange i fint i stand til at udføre deres arbejde, selvom de er iført joggingtøj imens.

Af samme årsag svarer hver tredje leder i undersøgelsen, at kravene til påklædning kun gælder visse medarbejdere.

»Det er gået op for flere, at det også er karakteren af arbejdet, der er afgørende for påklædningen.«

»Hvis man skal sidde ved en computer og lave analyser, kan man nemmere have afslappet tøj på, end hvis man for eksempel skal holde møder med kunder hele dagen.«