Mandag fik den længe ventede dokumentar om sexisme på TV 2 'MeToo: Sexisme Bag Skærmen' premiere på discovery+.

Og det har medført lettelse hos en af de 11 kvinder, som står frem i dokumentaren.

»Det har været både angstprovokerende og meget lettende,« siger TV 2 News-værten Karen-Helene Hjorth til B.T.

I den omstridte dokumentar beretter hun og andre nuværende og tidligere kvindelige ansatte om en kultur, der var præget af en voldsom sexistisk tone, krænkende adfærd og ikke mindst seksuelle forhold mellem chefer og ansatte.

»Det er selvfølgelig rart, at det nu får lov til at leve, og så håber jeg bare, at det lander et sted, hvor vi kan have en større samtale om strukturer på arbejdspladser og magtforhold,« siger Karen-Helene Hjorth.

Dokumentaren har været undervejs i længere tid, og for Karen-Helene Hjorth har det været »spøjst« at sidde inde med den viden, hun har.

»Vores formål har hele tiden været, at der skal sættes fokus på en oplyst debat, og det forudsætter, at emnet kommer på dagsordenen. Jeg har selv set dokumentaren, og jeg synes, at den er både grundig og gennemarbejdet,« siger hun videre.

I dokumentaren er det udelukkende den tidligere tv-vært Jes Dorph-Petersen, der bliver nævnt ved navn. Ingen af de pågældende chefer eller andre af de toneangivende mænd, der skulle have bidraget til kulturen, omtales med navn.

Og det var ifølge Karen-Helene Hjorth en forudsætning for, at hun ville deltage.

»Det er det større billede, som er mit personlige fokus, og det skal bevares. At sætte navn på personerne er ikke vigtigt eller afgørende. Vi træder ikke frem, fordi vi har lyst til det, men det er vigtigt, at vi taler om den her kultur, der har været så indgroet,« siger hun og fortsætter:

»Man er nødt til at tale om de ting, der gør ondt, hvis det skal have nogen effekt.«