Hvis du har i sinde at nyde weekendens kommende solskinsvejr i naturen, skal du være opmærksomme på de fritlevende hjorte.
Nærmere bestemt kronhinderne. Årstiden, der er over os, betyder, at kronhinderne har født deres kalve.
Af den årsag vil de være særligt aggressive, hvilket får Naturstyrelsen til at advare mod hinderne. Det skriver TV 2 Lorry.
Hinderne finder nemlig moderinstektet frem og går langt for at beskytte deres unger.
Det er særligt hundeejere, der skal være opmærksomme, melder Naturstyrelsen:
»Flere hinder har oplevet, at deres kalve har været i fare for eller er blevet jaget af hunde. Hinderne husker godt og har skarpe klove, som de sparker med, når de føler sig truet,« siger Torben Christiansen, der er skovfoged og skytte i Dyrehaven, til TV 2 Lorry.
Rådet fra Naturstyrelsen er derfor, at man, som hundeejer, holder sig fra områder, hvor kalvene og hinderne normalt opholder sig.
B.T. har tidligere talt med Naturstyrelsen om løse hunde, der angriber hjorte.
Her lød anbefalingen, at man er opmærksom på at have kontrol over sin hund. Særligt for tiden på grund af nyankomne kalve.