For to uger siden overværede en beboer, hvordan en løs hund gik amok og dræbte et rådyr. Nu har han – og naboen – fået nok og ønsker at sætte fokus på det, de mener er et problem i deres beboerområde.
»Jeg var rystet. Det var som at se en film fra savannen i Afrika. Som at se en løve efter en antilope.«
Stig Bentsen fra Farum var den 3. maj i færd med at kigge en busk, han netop havde plantet, da han hørte noget larm ude foran sit hus.
Ude ved vejen blev larmen højere og højere, idet han ser to skygger, som er oppe at slås. Skyggerne forsvinder – og det blev helt tydeligt for Stig Bentsen, at det var en hund, som jagtede et rådyr.

Dyrene spurtede forbi hans hus, og rådyret var trængt op i nabohusets indkørsel for enden af en blind vej.
»Hunden havde fået godt fat i struben på rådyret, da jeg kom frem. Jeg tog min badetøffel af og kastede efter hunden, men den vejer ikke så meget og gjorde ikke noget.«
Alligevel stak hunden hurtigt af og efterlod rådyret i indkørslen. Men da var det allerede for sent, og rådyret var dødt i en blodrus, fortæller Stig Bentsen.
Historien minder meget om den, som TV 2 Lorry kunne beskrive fra Kalvebod Fælled for et par dage siden.
Her blev et rådyr angrebet og jagtet af to hunde. Og konsekvensen var den samme, som i indkørslen i Farum.
Stig Bentsens nabo, Peter Starup, var ikke hjemme, da det afdøde rådyr lå i hans indkørsel. Stig Bentsen følte derfor, han måtte tage sig af sagen. Efter et par telefonopkald frem og tilbage, fik Bentsen fat i Furesø Kommune, der sendte et par mand, som tog af dyret.
Og da Peter Starup blev informeret om hændelsen, tog han en beslutning.
»Jeg besluttede at hænge sedler op i kvarteret for at gøre folk opmærksomme på, at de skal holde hunden i snoren. Folk er nødt til at være opmærksomme, så hundene ikke farer i struben på rådyr,« siger Peter Starup.
Han og Stig Bentsen beretter, at hændelsen ikke er enestående. Begge har oplevet flere tilfælde, hvor løse hunde har jagtet rådyr, der holder til i skoven ved siden af.
Ifølge TV 2 Lorry har Naturstyrelsen også en kampagne i gang, hvor hundeejer bedes huske at holde deres dyr i snor. For også Naturstyrelsen har fået flere beretninger om løse hunde, der angriber vilde dyr.
Peter Starup måtte dog indse, at ikke alle var vilde med hans budskab på sedlerne.
De 25 sedler, han hang op, var alle dagen efter blevet pillet ned.

»Vi må bare erkende, at vi rammer nogle virkelig dybt i hjertekulen,« fortæller Peter Starup, som dog står ved sedlerne. Han mener ikke, det er hundenes skyld – men at det er ejerne, som skal sikre bedre kontrol over hundene, inden det går galt.
»Vi skal have det løst og få stoppet det her,« supplerer Stig Bentsen.
Begge beskriver hunden, der angreb rådyret, som en 'schæfertype'. Ejeren har siden været forbi og beklage hændelsen, fortæller Stig Bentsen og Peter Starup.
»Ejeren var meget brødebetynget og beklagede meget. Hunden var åbenbart stukket af under en gåtur. Og jeg synes, det var flot at stå ved det. Hatten af for det,« siger Stig Bentsen.
Det ændrer dog ikke på, at de to naboer har henvendt sig til kommunen om, hvorvidt man kan komme problemet til livs. Eventuelt med bedre skiltning i området.
Naturstyrelsen opfordrer ligeledes til, at hunde uden snor skal gå, dér hvor det er tilladt. Særligt for tiden, da det er ynglesæson for mange vilde dyr.