En blotter, der har været på spil omkring Bjerringbro, er fredag blevet anholdt.

Ifølge Viborg Folkeblad er der tale om en 28-årig mand, der blottede sig for to kvinder i et skovområde tæt på Skovkrattet i Bjerringbro.

Han blev anholdt på sin bopæl fredag formiddag, men efter en grundig reprimande og en alvorlig snak med politiet, blev han løsladt samme dag igen.

Den samme mand har dog været på spil før.

Den 28-årige blev også anholdt for tre uger siden for ligeledes at blotte sig. Her blev han sigtet for hele seks blotterier, der fandt sted i starten af maj.

Derfor er han altså nu sigtet for i alt otte forhold af blufærdighedskrænkelse.

Manden er dog på fri fod igen, og derfor kan det ikke udelukkes, at han gentager sine gerninger igen. Men politiet har gjort sit for, at han afholder sig fra det:

»Han fik en kraftig formaning om at stoppe med sine gerninger,« fortæller politikommissær Peter Justesen til folkebladet.

Derfor vil politiet i den kommende tid være ekstra opmærksomme i området, og skulle man støde på manden, opfordres der til, at man undgår en konfrontation, og i stedet kontakter politiet.

Politiets jurister skal nu vurdere, hvad der skal ske med den sigtede mand.