Det gik stærkt. Så stærkt, at der slet ikke var tid til at møde ansøgerne.

»Vi tog jobsamtalerne over telefonen, og så blev vi enige om, at vedkommende fik en prøvevagt med løn,« siger Morten Grabowski Kjær.

Som indehaver af børnetøjsvirksomheden Luksusbaby oplevede han sidste år, hvordan coronapandemien fik onlinesalget til at eksplodere. Han fortæller til Nordjyske, hvordan han og partneren Ann-Louise Christine Aasted i marts sidste år ansatte en ny medarbejder hver dag.

Dermed oplevede parret som mange andre netbutikker, hvordan lukkede butikker fik danskere til at storhandle på nettet.

Der blev behov for en voldsom opgradering af medarbejderstaben, og derfor måtte mange detaljer tages løbende.

»Hvis den ansatte ikke brød sig om arbejdet, tog vi en snak, inden han eller hun smuttede og fandt ud af det den vej igennem,« siger Morten Grabowski Kjær.

Der var hos Luksusbaby behov for de mange nye medarbejdere i forskellige funktioner: På varelageret, i marketingafdelingen og endda i de to fysiske butikker, da de igen åbnede.

For oprustningen fortsatte og fortsatte.

I dag er der eksempelvis 160 ansatte, og det er 40 ansatte mere end på samme tidspunkt sidste år.

Udviklingen har blandt andet også betydet, at Luksusbaby nu er i gang med at bygge et nyt stort lager uden for Aalborg, hvor selskabet skal holde til i fremtiden.

Også selvom medarbejderudgifterne altså steg voldsomt sidste år, kom Luksusbaby ud af året med et overskud på 10,1 millioner kroner, som B.T. tidligere har beskrevet. Det var en fordobling i forhold til året inden.

I den forbindelse fortalte Morten Grabowski Kjær, at planerne for fremtiden er endnu større.

»Vi har planer om at åbne butikker i Norge og Sverige. Drømmen er at ende i Kina. Det er et vildt land, og kineserne er glade for dansk design og danske produkter,« lød det fra Morten Grabowski Kjær.