I fire uger var Julie indlagt, mens sundhedspersonalet kæmpede for hendes liv. Indsatsen har nu kastet en pris af sig.
Julie lå på NOTIA, Aalborg Universitetshospitals neuro- og traume intensiv afsnit. Det var der en grund til.
Afdelingen er et afsnit, hvor patienter ofte er så syge, at de ikke er i stand til at bemærke den behandling og pleje, de får. Julie var alvorligt syg, mens lægerne ikke kunne finde ud af, hvad hun fejlede.
Det fortæller hendes mor, Helle Dalsgaard Offersen, til B.T.
»I starten mistænkte lægerne, at hun havde meningitis, men prøverne var negative. Hun blev dårligere og dårlige, samtidig med at hun var ukontaktbar,« lyder det fra moderen om det voldsomme forløb i efteråret 2020.
Et par dage senere, midt om natten, fik Helle og hendes mand så et opkald. De skulle komme til Aalborg. Med det samme, også selvom de ikke havde en frisk covid-19-test.
»Så var vi klar over, det var alvorligt. Vi blev mødt af en sygeplejerske, som sagde, det var voldsomt.«
Julies, der i dag er 25 år, tilstand var blevet forværret. Hun kom gennem en mr-scanning, hvor hun blev testet for en hjerneblødning og en blodprop. Igen var prøverne negative. Samtidig fulgte familien med på siden og kunne intet foretage sig:

»Det var nogle voldsomme og barske nætter. Vi frygtede det værste, og det var bare helt forfærdeligt,« forklarer Helle.
Julie endte med at ligge i kunstig koma i tre af de fire uger, hun var indlagt. Vel at mærke mens alle omkring hende forsøgte at finde ud af, hvad hun fejlede.
»Lægerne gjorde en fantastisk indsats. Vi har fået af vide, at lægerne flere gange har kigget hinanden i øjnene, at de ville finde ud af, hvad hun fejlede.«
»Vores elskede datter lå meget stille i en seng på NOTIA. Når vi besøgte hende, blev vi altid mødt af omsorgsfulde sygeplejersker, som fortalte om hendes tilstand, og om hvilke undersøgelser og prøver der var blevet taget,« fortæller Julies mor Helle.
Prøverne, som blev foretaget af Julie, endte også med at blive sendt til udlandet for svar. Og endelig kom det.
»Det var en sjælden, autoimmun hjernebetændelse, som aldrig er blevet set i Danmark før. Heldigvis var lægerne begyndt at give hende den medicin, hun skulle have. Så derfra af gik det fremad, og nu går det godt.«
»Men dér var vores livs mareridt, og aldrig har vi været så bange før.«
Personalet på NOTIA-afdelingen bliver nu hædret for deres arbejde. Afdelingen har nemlig vundet Patienternes Pris, som hvert år uddeles af Region Nordjylland.
»Vi er meget glade og bevægede over at læse de fine indstillinger, men det er vigtigt for os at sige, at det her er et samarbejde. Så vi vil rigtig gerne sende en tak videre til alle vores samarbejdspartnere,« siger Tina Seidelin Rasmussen, der er ledende sygeplejerske på afdelingen.
Patienternes pris uddeles på baggrund af indstillinger fra patienter og pårørende, og det er patientinddragelsesudvalget der afgør, hvem der skal tildeles prisen. Helle Dalsgaard Offersen er en af dem, som har indstillet personalet.

»Der er så mange, som har gjort en indsats. Vi sagde farvel til et par stykker, men alle har gjort en skelsættende forskel. Det betød så meget for os – og for Julie.«
»De reddede hendes liv.«
Heldigvis endte det lykkeligt for Julie, da hun blev udskrevet.
»Personalet var presset, og min familie var presset, men på trods af dette, kæmpede de bravt i tre uger og tog alle de rigtige beslutninger, der nu har gjort, at jeg i dag er sygdomsfri, uden fysiske og kun ganske lette kognitive mén,« lyder en kort udtalelse fra Julie i en udsendt pressemeddelelsen i forbindelse med prisen.



