75 år. Coronaramt. I køleskabet er der kun blå Stryhns og daggammelt rugbrød.

Det er den jul Stine Fredborgs far kunne se frem til, da han forleden blev testet positiv for coronavirus.

Og han er langt fra den eneste. Ifølge en professor Aalborg Universitet kan op mod 100.000 danskere ende med af fejre jul i coronaisolation.

Mange familier er derfor i gang med at forberede alternative julemiddage over Zoom, FaceTime og andre videoopkaldstjenester, som pandemien har gjort til allemandseje.

Stine fandt hjælp til sin syge far på Facebook. Foto: Skærmfoto.
Stine fandt hjælp til sin syge far på Facebook. Foto: Skærmfoto.
Vis mere

Stine Fredborg og hendes søskende har dog ikke selv mulighed for at køre ud med julemad til deres syge far, da de alle selv er i isolation på grund af smittede personer i husstandene.

Derfor besluttede Stine Fredborg for at række ud til lokalmiljøet på Islands Brygge, hvor hendes far bor.

»Min 75-årige far er blevet ramt af corona, og da både min søster og jeg er i isolation, skal han sidde helt alene juleaften og spise rugbrød. Er der nogen på, der kan levere lidt færdiglavet julemad til ham, hvor jeg kan forudbetale på MobilePay?,« skriver hun i et opslag i Facebook-gruppen 'Opslagstavlen Islands Brygge'.

Hun har til sin store overraskelse fået mange henvendelser på det hun kalder »et skud i tågen«.

»Det er lidt overvældende. Der er så mange, der er bange for alting for tiden. Men folk spørger ind til hans ønsker og alt muligt. Han havde set frem til at spisejulemad, men nu han sidder og spiser leverpostej, for det er det, han har i køleskabet.,« siger Stine Fredborg til B.T.

Og hvad han ønsker skal han få.

Det har en lokal restaurantejer nemlig sørget for.

»Julie fra Egils Deli leverer mad til min far i morgen. Med and og det hele. Det er så vildt at det kan lade sig gøre,« siger Stine Fredborg.

Så blev det alligevel glædelig jul på Bryggen.

Sidder du i coronaisolation juleaften? Fortæl B.T. om din alternative jul i en mail til 1929@bt.dk.

Andre læser også