Heller ikke i år bliver julen som den plejer.
Med under en uge til juleaften har Folketinget vedtaget nye restriktioner, som træder i kraft allerede 19. december.
Og det går blandt ud af landets kirker, som går deres travleste dag på hele året i møde, når der ringes ind til julegudstjenester 24. december.
»Jeg er faktisk ikke ærgerlig over det. Jeg synes, det er rart, at det kommer i god tid inden juleaften,« siger den nyudnævnte biskop i Aalborg Stift, Thomas Reinholdt Rasmussen.
Restriktionerne betyder, at menigheden skal bære mundbind, når den går ind og ud af kirken og at der bliver indført et arealkrav, hvor der højst må være en person pr. to kvadratmeter, når man sidder ned og en person pr. fire kvadratmeter, når man står op.
Derudover er der en række anbefalinger om coronapas og skiltning.
»Vi overholder selvfølgelig alle de krav, der er, og følger også anbefalingerne. Vi har været igennem det her før, så vi er vante til det,« siger biskoppen.
Thomas Reinholdt Rasmussen glæder sig over, at restriktionerne kommer allerede nu i modsætning til sidste år, hvor det først var dagen før juleaften, at de endelige restriktioner for gudstjenester blev meldt ud, der gjorde, at kirkerne måtte lukke af for menigheden juleaften.
»Det er helt anderledes i år. Det, vi oplevede sidste år, var, at det skete for hovedkulds. Det var det værste, jeg har oplevet i min præstetid og i år minder overhovedet ikke om sidste år,« siger han.
Der er ingen planer om, at julegudstjenester bliver aflyst i Aalborg Stift, men Thomas Reinholdt Ramsussen vurderer, at der godt kan komme flere til, så det bliver lettere at sprede kirkegængerne ud, så der er ingen grund til frygt, siger biskoppen med en bibels reference.
»Englen sagde til hyrderne på marken 'frygt ikke'. Glæden skal fylde, det skal frygten ikke og restriktionerne er udtryk for, at vi passer på hinanden,« siger Thomas reinholdt Rasmussen, som selv er smittet med covid-19. Noget han blev, da han blev indsat som biskop i Aalborg Stift ved en ceremoni 12. december.
»Jeg er ved at være klar. Jeg har planer om en julegudstjeneste i Skagen Kirke, og det regner jeg med at kunne gennemføre, hvis jeg er helt klar,« siger han.
Hvis man ikke ønsker at møde op i kirken juleaftensdag, så er der mulighed for at følge gudstjenester andetsteds. Flere kirker i Aalborg Stift streamer nemlig julegudstjenesterne.

