Otte smittede med corona.

Det er realiteten efter bispevielsen søndag 12. december, hvor en ny biskop blev indsat i Aalborg.

I en pressemeddelelse oplyser Aalborg Stift, at minimum otte ud af 82 personer, der deltog ved vielsen, er smittet med corona. Om smitten er spredt ved arrangementet, vides ikke med sikkerhed.

Men situationen ærgrer stiftskontorchef, Helle Hindsholm.

»Vi ved ikke, om der er en sammenhæng mellem de i alt otte tilfælde, som vi er bekendt med, ligesom vi heller ikke ved, om de kan henføres til gudstjenesten.«

På grund af coronasituationen var det et nedskaleret arrangement. 450 gæster skulle have deltaget, men 82 blev samlet.

Årsagen var, at hovedpersonen, den nye biskop Thomas Reinholdt Rasmussen, selv var nærkontakt til en smittet. Biskoppen er nu selv en af dem, der er testet positiv.

Helt sikkert er det dog, at han ikke havde corona inden bispevielsen. Om han er smittet ved indvielsen eller efter, ved Aalborg Stift ikke.

»Jeg er selvfølgelig virkelig ærgerlig over, at otte deltagere, inklusiv mig selv, muligvis er blevet smittet med covid-19 til bispevielsen. Det er en træls besked at skulle melde ud, men samtidig er det også et udtryk for, at smitten i samfundet generelt er meget høj,« siger biskoppen.

Én af de gæster, der skulle have deltaget ved bispevielsen, var Dronning Margrethe.

Men netop på grund af, at biskoppen var nærkontakt, var majestæten nødt til at melde afbud.

Det gjorde hun tre dage før seancen, nemlig 9. december.

Alle, der var til stede ved bispevielsen, har fået besked om de otte smittede med corona, oplyser Aalborg Stift.