Livet er nu. Det ved 80-årige Jette Eggeriksen fra Hellerup om nogen. Derfor gør hun det, der gør hende mest glad, nemlig at arbejde trods sin alder.
»Du kan godt forstå, at jeg gør det, ikke?« spørger Jette retorisk og med et stort smil, mens børnehavebørnene løber rundt og leger 'alle mine kyllinger' omkring hende.
Svaret er jo. Man kan godt forstå, at Jette gør det, når man ser, hvor meget glæde der er omkring hende, og hvordan hendes blå øjne lyser op som en frostklar himmel.
Temperaturen siger minus fire grader. Derfor er det vigtigt at være i bevægelse, så man ikke fryser, fortæller Jette børnene.
Det er et krævende job at være pædagog. Ikke mindst fysisk for en 80-årig krop. Men løb, leg og løft tager ikke pusten fra Jette.
»Det er ikke hårdt for mig. Altså, jeg har kollegaer i 20erne, der fortæller, at de bliver trætte i kroppen, men det gør jeg ikke. Jeg kan mærke det i ryggen en gang imellem, men det går over igen,« fortæller hun.
Måske glæden overskygger alt andet. For Jette er det nemlig livgivende at arbejde i børnehaven Ribisgården i Gentofte. Det giver hende noget at stå op til, og hun er glad hver morgen, når hun står op. Livet er nemlig nu, og det har Jette om nogen mærket på egen krop.
»Jeg har mistet min mand, og jeg har mistet mit barn. Begge til cancer. Min mand og jeg havde lige haft sølvbryllup, han blev 47 år. Min søn blev kun 27 år,« fortæller hun, mens hun bliver rørt til tårer og fastslår:
Heldigvis har Jette et tæt forhold til sine to andre børn. Og et opkald fra hendes søn skulle vise sig at være lidt af en øjenåbner:
»Da jeg havde mistet både min mand og søn, havde jeg følelsen af, at det hele kunne være lige meget. Så ringede min anden søn til mig og sagde: 'Mor, du kunne vel ikke finde på at gøre noget ved dig selv, vel? Hvad skal vi så gøre?'. Og så tænkte jeg: 'Gud ja, jeg har jo Louise og Lars. Op på hesten igen',« fortæller Jette.
Og det var dér, det gik op for hende, at hun ikke bare vil sidde og være ked af det. Hun vil leve hver dag og bruge sit liv. Blandt andet på at sprede glæde blandt børn. Og i den grad også modtage:
»Forleden dag spurgte et af børnene: 'Har du egentlig stadig mælketænder, Jette?'« fortæller hun, mens hun griner og kommer i tanke om et andet guldkorn:
»Og så var der et andet barn, der råbte: 'Jette, Jette, der er en, der græder. Kald på en voksen' – som om jeg ikke er voksen,« siger Jette og slår en latter op.
Det er ret tydeligt, at hun er et legebarn, der lever sig ind i børnenes verden. Derfor har hun endnu ikke overvejet, hvornår hun vil gå på pension – altså for alvor.
»Jeg har arbejdet som frisør i 45 år og solgte mine to saloner, da jeg ville gå på pension. Jeg gik hjemme i 14 dage, og det kunne jeg ikke holde ud. Jeg kan ikke sidde stille.«
Jette tog tilfældigt forbi Ribisgården, bankede på og spurgte, om de kunne bruge hende som tilkaldevikar. Og hun nåede ikke engang at komme hjem, før de ringede og spurgte, om hun kunne komme dagen efter. Nu har Jette arbejdet i institutionen i 21 år.
»Jeg har haft børn i generationer og kender familierne. Forældrene forstår ikke, at jeg gider blive ved, men de siger, at de beundrer mig. Det forstår jeg ikke. Jeg er jo bare mig,« fastslår Jette, der bestemt ikke mener, at hun bliver ældre.
Derfor har Jette frabedt sig ekstra hensyn fra kollegaer. Hun vil være på lige fod med de andre pædagogmedhjælpere.
»Jeg kan godt forstå, hvis de tænker, at de vil passe på mig. Men jeg vil ikke have det. Så skal jeg ikke være her. Jeg skal ikke være i en institution, hvis nogen skal passe på mig. Så skal jeg blive hjemme.«
Og Jettes arbejdsindsats bliver der da også sat pris på hos Ribisgården. Superlativerne står nærmest i kø, når man spørger lederen, Ulla Engholm, hvad Jette betyder for børnehaven:
»Hun er en meget elskelig person og har en stor stjerne hos både forældre og børn. Hun er arbejdsom, nysgerrig på at lære nyt, pligtopfyldende og vil altid gøre sit bedste,« fortæller Ulla Engholm.
Men hvor længe bliver Jette mon ved?
Det spørgsmål er der mange, der stiller hende – men hun må være dem svar skyldig. Planen er at tage en dag ad gangen. Måske det bliver om seks måneder, et år, eller måske om tre. Hun ved det ikke.
»Nogle morgener tænker jeg da: 'Hvorfor gør du det her?' men så går jeg ned ad trappen fra fjerde sal, og så tænker jeg: 'Yes, jeg skal over til mine børn.' Og når jeg så kommer ind gennem lågen, kommer børnene løbende hen mod mig og siger: 'Jette, Jette, Jette,' og så er jeg på igen.«
Nu kommer børnene løbende hen mod Jette, igen. Det er tid til frokost, siger de. Hvornår rugbrødsmadderne skal indtages sammen med hendes mand, som hun i øvrigt lige har fejret 32-års bryllupsdag med, må tiden vise. Måske det når at blive til et sølvbryllup nummer tre med børnehaven.
