Det er ikke mere end ni måneder siden, Jacob Bundsgaard optrådte i ni videoer for Danske Bank, hvor han blandt andet vurderede, hvor i Aarhus de bedste pizzaer bliver lavet.

Går vi tilbage til januar, havde Jacob Bundsgaard rost en række virksomheder i videoer på sociale medier. Det blev en sag i Ankestyrelsen, som afgjorde, at borgmesteren brød kommunalfuldmagtsreglerne og ydede indirekte støtte til virksomheder.

Og nu er den altså gal igen. Det mener en række eksperter, som har talt med Lokalavisen Aarhus.

Jacob Bundsgaard har nemlig delt en video på det sociale medie Instagram, hvor han har mere end 6500 følgere. Heri lovpriser han gårdbutikken i Skødstrup, Gartnergården.

I videoen siger han blandt andet:

»Det er simpelthen så lækkert, det de laver herude. Så en varm anbefaling. Stik hovedet forbi herude.«

Og det mener en række eksperter altså er at tage den for vidt.

»Jamen, det er jo fantastisk. Borgmesteren fortsætter med at reklamere for private virksomheder,« siger Frederik Waage, der er professor i forvaltningsret ved Syddansk Universitet og fortsætter:

»Jeg ved ikke, om det tjener noget formål, at jeg fortsætter med at kommentere på disse mediestunt. Udover at jeg selvfølgelig kan gentage, at det er ulovligt, hvilket Ankestyrelsen jo tidligere klart har bekræftet i en lignende sag mod borgmesteren.«

Også kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch forholder sig kritisk til videoen. Han mener, at Ankestyrelsen må komme med en stærkere kritik, når borgmesteren ikke følger reglerne igen.

Borgmester Jacob Bundsgaard afviser, at han har reklameret for virksomheden som borgmester.