Moderne gourmetmad kan være vældig eksperimenterende. Tag for eksempel Nomas sprællende rejer og levende myrer.

Bakteriebefængte gnavere hører dog ikke hjemme i en restaurant.

Ikke desto mindre er det netop, hvad fødevaremyndighederne har fundet spor efter på en populær restaurant ved Amagertorv i hjertet af København.

»Det er meget kritisabelt,« siger Martin Birch Hansen, sektionsleder i FødevareKøbenhavn under Fødevarestyrelsen, til B.T.

Restauranten med det ellers så velduftende navn Blomst har mere end 6.000 følgere på Instagram og fører sig frem med blikfængende billeder.

Menuen er fransk inspireret, men bruger også udtryk fra både det asiatiske og nordiske køkken.

Til gengæld skjuler en væmmelig hemmelighed sig bag den polerede facade.

Indretningen fejler ikke noget på Blomst. Det gør fødevaresikkerheden til gengæld.
Indretningen fejler ikke noget på Blomst. Det gør fødevaresikkerheden til gengæld. Thomas Lekfeldt

Men nu er katten så at sige sluppet ud af sækken.

Det takket være et tip, som myndighederne modtog fra en forbruger og resulterede i et kontrolbesøg tidligere på måneden.

»Virksomheden havde spor af mus i deres køkken- og produktionsområde samt på fødevarelager i kælder. Virksomheden havde ved tilsynets start åbent og var i gang med produktion,« skriver Fødevarestyrelsen i sin kontrolrapport.

Der blev blandt andet fundet »større mængder« muselort bag et køkkenbord og på hylder med emballerede fødevarer.

»Derudover havde virksomheden opsat isterningmaskine nederst i gennemgangsareal under trappe, hvor der ligeledes fandtes museekskrementer på rørføring over isterningmaskinen samt langs kanter ved vægge,« skriver Fødevarestyrelsen, som har fotodokumenteret forholdet.

»Det er simpelthen farlige fødevarer. Ekskrementer kan forurene maden med sygdomsfremkaldende bakterier og andre sygdomme,« uddyber Martin Birch Hansen.

Hvad værre er, restaurant Blomst var klar over, at de havde mus, men var alligevel fortsat med at sælge mad.

»Vi ved godt, der er mus både i kælder og i produktionsområdet, og vi har desinficeret alle overflader i produktionsområdet inden produktionsstart,« bemærkede restauranten ifølge kontrolrapporten.

Som konsekvens nedlagde Fødevarestyrelsen et straksforbud mod salg og produktion af mad på restauranten.

Det betyder oversat, at Blomst nu er lukket på ubestemt tid.

»Det er ikke i orden, at virksomheden ved, de har skadedyrsproblemer, men alligevel fortsætter. Derfor har vi heller ikke tillid til, at en advarsel er nok. I stedet har vi udstedt et forbud, indtil de får forholdet bragt i orden,« siger Martin Birch Hansen.

Dertil følger en sur smiley og en bøde på 15.000 kroner. Yderligere er muligt kontaminerede fødevarer på restauranten destrueret og en større hovedrengøring sat i værk.

Forbuddet kan først ophæves, når Fødevarestyrelsen har genbesøgt Blomst og konstateret, at skadedyrene er bekæmpet.

»Hvis ikke det sker, forlænger vi forbuddet,« siger Martin Birch Hansen.

En gennemgang af Fødevarestyrelsens seneste kontrolrapporter tegner da også et problematisk billede.

Blomst fik allerede sidste sommer en sur smiley for manglende rengøring og for ikke at have hængt en tidligere kontrolrapport med en indskærpelse op – det samme som en mellemglad smiley.

Køkkenchefen på Blomst er tilsyneladende en anelse forvirret, da B.T. fanger ham over telefonen.

»Det er ikke rigtigt, at vi har fortsat med at sælge mad, selvom vi havde mus,« siger han.

Hvordan hænger det sammen med, at I er blevet partshørt af Fødevarestyrelsen og har oplyst, at I godt vidste, I havde mus?

»Står der det i kontrolrapporten? Okay …«

Hvorfor vil du ikke bekræfte Fødevarestyrelsens oplysninger?

»Det har jeg slet ikke mandat til at udtale mig om. Jeg får lige direktøren til at ringe og kommentere på det,« lyder det køkkenchefen.

Blomsts direktør er dog efterfølgende ikke vendt tilbage med en kommentar.