Fede, gæve jyske myrer kravler nu henover din creme fraiche på verdens bedste restaurant, Noma.

I går kravlede Nomas nyeste innovation helt bogstavelig talt hen over bordet, da Berlingskes madanmelder Søren Frank besøgte den berømte restaurant. Og de sorte, syrlige myrer, der var placeret på en lille skål creme fraiche, begejstrede. Hele seks stjerner blev der kastet efter Noma i dagens udgave af Berlingske. 

Selvom det kan lyde en smule uhygiejnisk med de jyske myrer, så er det ifølge Fødevarestyrelsen helt okay. Der er ikke noget forbud mod at servere levende myrer i maden. De skal bare ikke være sundhedsskadelige.



- Det er virksomhedens ansvar at vide, hvad de har med at gøre. De skal sørge for, at myrerne er ordentlige, for eksempel ved at sørge for, at myrerne ikke kommer fra forurenede grunde. Ellers er det Nomas ansvar at sørge for, at myrerne bliver opbevaret på en hygiejnisk måde, fortæller Erik Jepsen, der arbejder som presseansvarlig hos Fødevarestyrelsen.

Er Noma ude på et overdrev? Deltag i debatten under artiklen. Kom gerne selv med bud på skøre/mærkelige ting, du har spist ude i verden. Og har du billeder af maden, så send dem gerne til 1929@bt.dk.


Opbevares hygiejnisk
Men hvordan, de små myrer skal opbevares hygiejnisk, er helt op til Noma, bare det bliver gjort ansvarligt. Det samme gælder for de levende fjordrejer, der også bliver serveret.

Og man må sige, at Noma indtil videre har gjort det godt. I hvert fald har restauranten en elitesmiley, fordi de ved de sidste fire besøg fra Fødevarestyrelsen har fået den bedste smiley. 

- Man kan også sige, at myrerne er mindre sundhedsskadelige, når de bliver opbevaret levende, for så går de ikke i forrådnelse, siger Erik Jepsen.

Ingen grænser 

Faktisk er der næsten ingen grænser for, hvad man kan få lov til at servere i sine restauranter. Der er nemlig ikke noget forbud mod andre insekter, padder eller krybdyr.

- Overordnet set skal fødevarerne bare ikke være sundhedsskadelige. Men selvfølgelig kan der være sager, hvor vi skal gå ind og konkret vurdere det, der kommer på bordet, fortæller Erik Jepsen.

Og måske er myrerne lige dét, der skal til, for at Noma igen bliver kåret som verdens bedste restaurant, når restauranternes verdensrangliste bliver offentliggjort mandag aften.

Er Noma ude på et overdrev? Deltag i debatten under artiklen. Kom gerne selv med bud på skøre/mærkelige ting, du har spist ude i verden. Og har du billeder af maden, så send dem gerne til 1929@bt.dk.

Hvad er BT Special? BT Special er en anbefaling af timens mest interessante BT-historie, du kun finder på www.bt.dk eller m.bt.dk.