Sneen har væltet ned over Aalborg, men havde du eller dine børn håbet på snefri, kan du godt tro om igen.

Folkeskolerne i Aalborg Kommune holder nemlig åbent trods den store mængde sne.

»Vi lukker som udgangspunkt aldrig skoler. Vi har haft voldsomt snevejr før,« siger Mads Rune Jørgensen, der er skolechef i Aalborg Kommune, der dog påpeger, at de ikke noterer fravær i dag, så de elever, eller lærere, der måtte have svært ved at komme frem ikke bliver straffet for det.

Selvom skolerne holder åbent, så er det ikke en helt almindelig skoledag forklarer skolechefen.

»Det her er jo en festdag for alle børn. Særligt de yngste. Der skal være plads til at lege i sneen, men der er faktisk også masser af læring med sne. Det skal vi udnytte,« siger han.

På Vester Mariendal Skole omfavner de ligeledes snevejret.

»Der er nogle, der kan komme og andre, der ikke kan. Så justerer vi lidt i løbet af dagen. I frikvartererne deler vi skolegårdene op, så dem, der vil lave sneboldkamp, kan det, mens dem der gerne vil slappe af, kan være i en anden skolegård,« siger Jesper Stoumann, der er skoleleder på skolen.

Mens sneen begejstrer i dag, så kan det på sigt betyde, at der skal justeres på undervisningsformen. I hvert fald, hvis der kommer flere dage i træk med voldsomt snevejr.

»Hvis det fortsætter, kan vi benytte os af fjernundervisning. Det har vi jo erfaring med fra coronanedlukningerne, men det tror jeg ikke, der er nogen, der ønsker,« siger skolechef Mads Rune Jørgensen.

Der er dog ikke noget, der tyder på, at fjernundervisningen skulle blive aktuelt i denne omgang. Ifølge DMIs prognose, kommer der ikke mere nedbør i Aalborg torsdag.