Lidt i klokken 14 onsdag eftermiddag satte 15-årige William Meincke Løkke sig i en bus på vej hjem fra skole. Først ni timer senere var han hjemme igen.
Han og 20 andre passagerer blev fanget i det massive snekaos, da bussen kørte fast i snedriverne.
»Til at begynde med var det en helt normal tur. Men lige pludselig sad vi fast. Folk forstod det ikke helt og begyndte bare at kigge ud.«
William og de øvrige passagerer fik fortalt af buschaufføren, at en lastbil foran sad fast og spærrede for bussen.
»På et tidspunkt kom der en kran og trak lastbilen fri. Men den kunne ikke trække os fri, fordi den ikke havde det rigtige udstyr. Der ville måske komme en bus eller en kran. Vi fik at vide, at der nok ville gå en time eller to.«
»Det passede så ikke helt, ha ha.«
Det blev derfor begyndelsen til en meget lang dag. Det massive snevejr fortsatte uafbrudt, og snedriverne blev flere og flere. Derudover sad adskillige biler fast omkring bussen, hvorfor det heller ikke kunne lade sig gøre for William at blive hentet.
»Jeg talte med min far mange gange, og han tilbød at hente. Men der var rigtig mange biler. Han kunne ikke komme igennem.«
Det stod altså klart, at der ikke rigtig var noget at gøre. Andet end at lade tiden gå.
»Timerne gik jo ligesom bare. Jeg sad mest bare på min telefon og så YouTube. På et tidspunkt var der en, som tog sin computer frem. Så sad vi alle og så julekalender. Det var meget hyggeligt.«
Passagererne i bussen blev også advaret mod at gå ud af bussen på grund af det voldsomme vejr.
»Vi måtte gå ud og tisse, men blev også advaret om at passe på. Der var heller ikke mad eller drikke, for ingen kunne jo komme tid. Man måtte spise det, man havde med.«
»På et tidspunkt var der nogle passagerer, som gik ud og skubbede nogle biler fri. Så fik de en pakke rugbrød som tak og delte med os andre. Så der var lidt der, og vi holdt humøret højt.«
Sådan blev det ellers ved indtil 22-tiden, hvor en anden bus kom forbi og tog de ti passagerer, der var tilbage, med.
Og klokken 23 gik William så ind ad hoveddøren hjemme i Frejlev.
»Jeg spiste noget, og så gik jeg ellers i seng. Vores skole har onlineundervisning i dag, men jeg er da lidt træt,« indrømmer William, der vil se tilbage på episoden med godt humør:
»Det var ikke det store for mig. Der var nogle, der var presset med at komme hjem. Men jeg synes, det er en sjov historie, som jeg nu kan fortælle om.«
