At sidde rundt om julebordet sammen med hele familien vil unægtelig for de fleste føles lidt mere sikkert med et negativt testsvar fra en frisk pcr-test.
Men bor du i Odense, så er det simpelthen bare ikke en mulighed, hvis du ikke har deciderede symptomer eller er nær kontakt til en smittet.
Logger du ind for at bestille tid til pcr-test i Odense, er den næste ledige tid nemlig først 24. december.
Det skyldes, at alle testcentre i øjeblikket oplever et stort pres.
Anne Marie-Vangsted, der er direktør for TestCenter Danmark, opfordrer derfor til, at man kun tager en pcr-test, hvis man har symptomer, er nær kontakt til en smittet eller er testet positiv i en hurtigtest.
»Vi sætter hele tiden rekord med, hvor mange pcr-test der bliver foretaget. Der er en grænse for, hvor mange test vi kan analysere om dagen,« siger hun til Ritzau.
Men der er heldigvis andre muligheder for at få foretaget en pcr-test inden jul, så man med mere ro i maven kan fejre jul med sin familie.
»Man kan vælge en antigentest (hurtigtest, red.), og det anbefales, hvis man har brug for et grønt coronapas. Man kan også vælge at tage en selvtest inden et arrangement,« siger Anne Marie-Vangsted.
Hvis du vil se, hvor i Odense du kan få foretaget et test mod coronavirus, kan du klikke dig ind på kortet her. Her fremgår testcentrenes åbningstider desuden.
Det er ellers en politisk målsætning, at 80 procent af Danmarks befolkning skal kunne booke en tid til en pcr-test inden for 24 timer. Men i takt med den stigende smitte i hele landet har testcentrene altså ikke kunnet følge med den stigende efterspørgsel.
»Vi mistænker ikke, at nogen misbruger noget. Jeg forstår godt, at nogle vil have pcr-test, fordi der har været meget kommunikation om, at det er den sikreste test,« siger Anne Marie-Vangsted og fortsætter:
»Men det behøver man ikke, hvis man skal til et arrangement. Der vil en hurtigtest eller en hjemmetest være tilstrækkelig.«
Er man derimod nær kontakt til en smittet, får man mulighed for at booke en tid til pcr-test.
»Vi har tillid til, at folk ikke snyder systemet. Alle dem, der skal bruge en pcr-test, skal selvfølgelig have plads, men det er naturligvis ikke hensigtsmæssigt, at der ikke er ledige tider før efter jul. Så vores opfordring er, at hvis man har booket en pcr-test og ikke har tænkt sig at bruge den, så skal man afbestille den hurtigst muligt,« siger Anne Marie-Vangsted.
Da der er stort pres på pcr-systemet, kan man opleve en længere svartid på prøverne end normalt. Hvor man måske er vant til svar inden for 20-24 timer, kan der i disse dage gå i gennemsnit op til 35 timer.