Dagtilbuddene er under pres. Personalet er ramt af covid-19, og i flere institutioner er antallet af børn og personale skævvredet.
Det vil Aalborg Kommune prøve at afhjælpe med et nyt tiltag.
Hver onsdag kan forældre til børnehavebørn nu melde til deres børnehave, om de forventer, at deres barn kommer i børnehave eller ej indtil næste onsdag.
»Vi indførte det her, fordi vi kunne høre, at kommuner rundt i landet begyndte at lukke, fordi de ikke havde personale. Og i Aalborg Kommune har vi en dagsorden om, at vi ikke vil lukke,« siger børne- og familiechefen for Aalborg Kommune, Hans Christian Mariegaard.
Statens Serum Institut har også tidligere meldt ud, at positivprocenten blandt børnehavepersonale er høj.
Formålet står for Hans Christian Mariegaard meget klart:
»Vi har lavet den her appel for at se, om vi kan strække personalet lidt ekstra, når det er presset. Nu vil vi jo kunne se, om der er institutioner, hvor kun halvdelen af børnene kommer. Og hvis samtlige fra personalet i den institution også er rask, så vil vi låne enkelte af de personer ud til en naboinstitution, som kan være presset. For vi har jo institutioner, hvor måske en fjerdedel eller tredjedel af personalet er ramt og fraværende.«
Da beskeden om tiltaget nåede ud i forældreportalen Aula tirsdag 11. januar, var der forvirring om, hvorvidt det var et krav at klarmelde sit barn hver onsdag. Det er det ikke, understreger Børne- og Familiechefen.
»Det er ikke et krav, og man kan også aflevere sit barn i børnehaven uanset, om man har meldt det eller ej. De har en plads i børnehaven, og vi stiller op med pasning, og det er uanset hvad. Og hvis det er for meget at gøre for forældre, der i forvejen føler sig presset, skal man heller ikke gøre det.«
Kommunen sendte også en præcisering af tiltaget ud på Aula onsdag 12. januar.
Samme dag var første gang, forsøget foregik.
»Opbakningen var god. Rigtig god. Der var mange forældre, der meldte ind. Der var god forståelse,« opsummerer Hans Christian Mariegaard.
»Det her er et rygstød til personalet, hvor vi siger til dem, at de ikke står alene med problemet, hvis de en dag har en masse sygemeldinger. Nu kan de ringe til deres leder, som tager aktion og finder personale på denne måde,« siger han og sætter ord på yderligere tiltag, kommunen har gjort sig:
»Vi har også taget 20 ledige ind fra jobcentret, som er under oplæring lige nu, så de kan stå klar. Vi spørger også de af vores tidligere personale, der er gået på efterløn eller pension inden for det seneste år, om de har lyst til at stille op i en jobbank, hvis det bliver nødvendigt.«
Hans Christian Mariegaard kan ikke svare præcist på, hvor længe tiltaget skal køre.
»Hvis jeg skal gætte, vil vi prøve at køre med det her i fire, fem eller seks uger og så tage den derfra.«

