Har man kørt på Østre Allé i Aalborg, har man helt sikkert lagt mærke til den.

En kæmpe bamse med lyskæder, der holder et AaB-logo.

Den har stået på taget af virksomheden Eco2Light, der ligger ud til den trafikerede vej.

Men hvis du kører ad Østre Allé nu, vil du ikke længere blive mødt af den muntre AaB-fan.

Her ses bamsen på sin tidligere placering på Østre Allé.
Her ses bamsen på sin tidligere placering på Østre Allé. Foto: Mario El-Hajj
Vis mere

For bamsen har fået et nyt hjem i Aalborg Øst, hvor den skal stå på taget af Café Tornhøj, der åbner til januar.

Ejeren af den nye café er Mario El-Hajj, der desuden ejer de aalborgensiske restaurantkæder Wasabi Sushi og Bogø Sandwich.

»Jeg elsker AaB, min virksomhed er sponsor for AaB og så har jeg kørt forbi den bamse hver gang, jeg kører hjem fra byen. Så jeg tænkte 'den skal jeg have til cafeen',« siger Mario El-Hajj.

Og det var ikke omstændigt at komme i kontakt med bamsens tidligere ejer. Eco2Light har nemlig leveret lys til Mario El-Hajjs nye café.

»Deres salgsdirektør var ude ved os for at vise, hvordan lyset virker, og så sagde jeg til ham, at jeg gerne ville købe bamsen,« fortæller Mario El-Hajj.

»Så ringede han til chefen og så aftalte vi, at jeg fik lov at købe den.«

Bamsen blev flyttet i løbet af mandagen.
Bamsen blev flyttet i løbet af mandagen. Foto: Mario El-Hajj
Vis mere

Præcis hvad bamsen har kostet Mario El-Hajj, vil han ikke røbe. Men nyprisen er 45.000 kroner.

»Jeg fik den lidt billigere,« griner han.

Efter handlen var i hus pågik et større logistisk arbejde. For Mario ville have bamsen mandag og aftalen blev indgået fredag.

»Jeg ringede til et fragtfirma og så fik vi den flyttet i dag (mandag, red.),« siger Mario El-Hajj.

Nu står bamsen så på taget af den kommende café i Aalborg Øst og skuer ud mod Humlebakken.

»Den pynter herude, synes jeg. Det giver noget glæde, når man ser bamsen og AaB-logoet,« siger han.

Med dekorationen på taget er den nye café så småt ved at være klar til åbning.

»Vi har fået borde og stole. Vi mangler egentlig bare at lave varme og få noget pynt på væggene, og så er vi der,« siger Mario El-Hajj, der forventer at slå dørene op i næste måned.