»Jeg svarer på dem alle sammen, men må også bare sige, at det altså løber op i 1,1 millioner kroner. Så blev hun også lidt paf.«
Borgmester i Frederikshavn, Birgit S. Hansen (S), referer til de mange henvendelser, hun har fået efter weekendens 'julegavegate' i Frederikshavn Kommune.
Ordforrådet i henvendelserne er delte, men fælles for dem er, at de alle omhandler, hvorvidt kommunale ansatte skal have julegaver eller ej.
For er det o.k., at kommunalt ansatte skal belønnes med en julegave – når pengene samtidig kunne bruges på børn og ældre?
»Mange fra hele landet skriver til mig og bidrager til, at vi får taget den diskussion. Og det er godt. Også selvom det er en lidt pjusket baggrund,« forklarer Birgit S. Hansen.
»Den pjuskede baggrund« handler om, at Frederikshavn Kommune ved en fejl bestilte og udleverede julegaver til en række ansatte. Kommunen uddeler slet ikke gaver, men noget i kommunikationen er tilsyneladende gået galt.
Og det har nu bragt diskussionen op til overfladen.
»Vi bliver lidt fremstillet som de onde og dem, der ikke kan unde vores ansatte en julegave. Personligt synes jeg, de fortjener en gave. Men det er også skatteborgernes penge.«
Og eftersom Frederikshavn Kommune har 5.500 ansatte, vil et fremtidigt julegavebudget overstige en million kroner.
»Der var en kvinde, som undrede sig over, at vi ikke gav julegaver. Jeg svarede, at beløbet vil løbe op i 1,1 millioner kroner. Så det er altså ikke bare en bolsjebutik. Men det er noget, vi skal drøfte. For nogle vil gerne have julegaver, mens andre vil have ekstra kollegaer,« forklarer Birgit S. Hansen om afvejningen.
»Dog glæder jeg mig over diskussionen, men vi er slet ikke landet endnu. Det skal vi tage stilling til i det nye år.«
Birgit S. Hansen anerkender omvendt, at linjerne ikke har været klare hvad angår julegaver i år, eftersom 200 kommunale ansatte har fået tilbudt en gave.
»Vores direktion har gjort det meget klart, at kommunen ikke udleverer gaver. Nogle har så fået alligevel, og det er der ikke noget at gøre ved.«
»Linjen har ikke været klar, og sådan er det. Når det er sagt, så har vi også større problemer i hverdagen,« lyder det afsluttende fra borgmesteren.


