Klokken 21 mandag aften skete det. Nedrivningen af det ensomme, røde hus på hjørnet af Nørrebrogade og Knudrisgade gik i gang.
Hjørneejendommen var den sidste gamle bygning i rækken på Nørrebrogade. Resten af husrækken på Nørrebrogade 2-16 fik turen tidligere.
Nu er der kun minderne tilbage om ejendommen, der blandt andet er kendt af mange for at huse Vennelyst Bodega. Og det ærgrer en række aarhusianere, der mandag aften røg til tasterne.
»Hvor er det trist,« lyder det blandt andet fra flere borgere i et kommentarspor i Facebookgruppen 'Vores by Aarhus'.
Jette Therese Palm bor på den modsatte side af vejen. Hun så til fra sit vindue, mens nedrivningen mandag aften begyndte.
»Jeg synes, som mange andre, at de smukke murstensejendomme er unikke og meget mere detaljerede og sjælfulde end det nye. Det er specielt, at et hus med oceaner af familiehistorier i væggene, kan være forsvundet på en enkelt nat. Øv,« siger Jette Therese Palm til B.T.

Tirsdag morgen fortæller Jette Therese Palm, at kun den nederste 'skal' af ejendommen er tilbage, mens nedrivningen ser ud til at være sat midlertidigt på pause.
Den tomme plads på gaden og nedrivningen af bygningerne på Nørrebrogade skal give plads til et stort nybyggeri.
For fem år siden fik KLH-Gruppen mulighed for at opføre et boligbyggeri på gaden, efter Aarhus Byråd vedtog en ny lokalplan. I samarbejde med Cebra Arkitekterne kommer de nu til at give Nørrebrogade et helt nyt udtryk.
Ned ad Knudrisgade lige ved siden af hjørneejendommen blev en række ejendomme også tidligere revet ned, hvor blandt andet det gamle folkeregister lå.
Nu er i stedet et træhusbyggeri på vej med 89 almene boliger. Det bliver til Knudrisrækkerne.
Det er KANT-arkitekter, der har tegnet rækkerne, hvor gamle aluminiumsloftsplader og vinduer bliver genbrugt og indgår i de nye boligers facade.
Men flere aarhusianere er tilsyneladende ikke just begejstrede for nybyggeriet i området.
»Trist alle de gamle bygninger skal væk, så kommer der nok en firkant. Grim uden charme,« skriver en anden borger i Facebookgruppen.
B.T. Aarhus forsøger at få en kommentar fra KLH-Gruppens direktør om, hvornår det nye boligbyggeri skydes i gang og kan forventes at stå klar.