Store regnmængder vil i fremtiden lægge et enormt pres på kloaksystemerne – også i Åbyhøj.
Derfor er et større anlægsarbejde netop begyndt i byen, hvor en ny kile skal kunne suge vandet til sig, når ekstreme regnskyl truer med at oversvømme kældre.
Arbejdet med at skille regnvand og spildevand ad kommer til at vare de næste 10 år frem. Flere steder skal der samtidig laves klimatilpasning over jorden, der bliver til grønne åndehuller for beboerne i området.
Det skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
Helt konkret skal der etableres en kile, der løber fra Klokkerparken i nord til Aarhus Å i syd. Det er en 2,5 km lang strækning, som skal kunne rumme rigtig meget regnvand.
Ruten kommer til at løbe forbi Åby Bibliotek, Silkeborgvej og videre til Åby Park, så de forskellige 'hotspots' bliver bundet bedre sammen. Kilen er et samarbejde mellem Teknik og Miljø og Aarhus Vand.
Første del af projektet sker ved Klokkervej. Her skal to ældre regnvandsbassiner og det grønne areal med boldbane nord og syd for Klokkervej omdannes til et forbedret rekreativt areal.
Her kommer der i stedet to nye regnvandssøer, nye stiforbindelser, bordbænkesæt til ophold, fitnessredskaber, ny beplantning og et vådt område med bynatur.
»Det giver så god mening at kigge på, hvordan vi kan gøre klimatilpasningen til et aktiv, der giver noget ekstra tilbage til borgerne.«
»Vi har allerede set, hvordan det sammenhængende stræk med klimaløsninger i Riisvangen i Aarhus Nord ikke alene håndterer problemet med vand, men også har løftet hele udtrykket i området og gjort udearealerne mere attraktive at opholde sig i,« siger Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø, i pressemeddelelsen.
Første del af projektet forventes at stå færdigt ved årets udgang.



