I alt 1.000 boliger skal rives ned i Vollsmose, og omkring 1.000 nye boliger skal derfor også genopføres.

Og 100 af de omkring 1.000 nye boliger kan meget vel komme til at ligge i Hjallese på en gammel industrigrund, der af de fleste i området kendes som Tasso-grunden.

I hvert fald hvis det står til den almene boligorganisation Civica.

Boligorganisationen er nemlig klar til at opføre et helt nyt område i det sydlige Odense, som de vil kalde Valdemars Have. Og her skal altså ligge 100 nye, almene familieboliger.

På næste møde i Odenses By- og Kulturudvalg skal det derfor besluttes, om Odense Kommune kan give tilsagn til at sende lige under 16 millioner i Civicas retning som grundkapital til det nye projekt.

De nye boliger bliver bygget som etagebyggeri med op til 5 etager. Og så vil de komme i forskellige størrelser fra 65 kvadratmeter til omkring 110 kvadratmeter.

Planerne for Valdemars Have ser foreløbigt således ud. Foto: Odense Kommune.
Planerne for Valdemars Have ser foreløbigt således ud. Foto: Odense Kommune. Amanda Kieler Andersen

Boligerne skal indgå som en del af den sidste Vollsmoseplan, som byrådet lagde efter det blev klart, at nedrivninger i Vollsmose ikke længere kunne undgås.

Dette skyldes, at Vollsmose betegnes som en hård ghetto, og som konsekvens heraf skal op mod 60 procent af familieboligerne rives ned.

Hvis By- og Kulturudvalget giver tilsagn til at stå for grundkapitalen på 15,9 millioner kroner, og projektet senere bliver godkendt, så forventes det at begynde allerede i 2022.