»Jeg har arbejdet med det her i 25 år, og jeg har aldrig nogensinde set det her før.«

Ordene stammer fra Heinz Wolf. Han er lederen af Kirkens Korshærs varmestue i Østergade.

En ny kokainvariant har gjort sit indtog hos misbrugerne i Odense, og det skaber bekymring hos Heinz Wolf.

»Det giver misbrugerne den vildeste rus, men det medfører også psykoser og traumer,« siger han og fortsætter:

»De stopper med at spise, gå i bad og alle de ting, som man ellers godt kan, selvom man har et misbrug.«

Heinz Wolf forklarer, at som i alle andre større byer har der været kokain de seneste 10 år på gaden.

Kokainen har skubbet heroinen lidt ud, men nu bliver den selvsamme kokain indtaget på en ny og væsentlig farligere måde.

»Det er virkelig voldsomt,« siger Heniz Wolf og begynder at forklare fremgangsmetoden:

»De tager kokainen, som de har købt. Så blander de det op med tredobbelt salmiakspiritus, så kokainen bliver en smule basisk.«

Han forklarer, at den kokain der bliver købt på gaden er blandet op med alverdens ting.

»Men det får man kogt væk på den her måde. Så ender det hele med en lille sten, som de så kan ryge,« forklarer Heinz Wolf.

Og det kan virke voldsomt for forbipasserende, hvis de er vidne til en person, der har røget det helt rene kokain.

»Det, vi oplever, er, at de råber. Det bliver utrygt for mennesker, der også er der,« siger Heinz Wolf og fortsætter:

»Almindelige mennesker vil få et chok. Det er desværre ret utrygt for andre at opleve.«

Hvordan kunne man komme problemet til livs?

»Der er for eksempel to steder på Vesterbro i København, hvor man kan ryge det her i sikre rum,« siger han og fortsætter:

»Så behøver de ikke gøre det på gaden eller i en opgang. Så er der også personale til stede, og vi får det væk fra gaden.«

Heinz Wolf fortæller, at behandling i form af socialt arbejde også skal medvirke til, at man kan få løst problemet.

Andre læser også