»Sådan, bumserne er væk.«
På det sociale medie TikTok vrimler det med skønhedstrends. Og en af de nyeste og mest populære er at bruge saltvand i ansigtet for at blive fri for netop bumser.
Men selvom mediet er fyldt med influencere, der fortæller, hvilken fantastisk effekt saltvand i ansigtet giver, skal man ikke tage det for gode vare.
Det mener den norske hudlæge Anne Line Leonthin i hvert fald, skriver Dagbladet. Hun advarer mod trenden.
Ifølge Leonthin kan saltvand nemlig være direkte skadelig mod huden.
»Saltvand tørrer huden ud, og det kan bidrage til en forværret aknetilstand på sigt,« forklarer hudlægen til Dagbladet.
Så selvom man måske oplever en positiv effekt ved brugen af saltvand lige nu, kan det altså være skadeligt over længere tid.
Anne Line Leonthin påpeger desuden, at de, som kæmper med akne, ikke skal gå ubehandlet længe, fordi det kan give ar og pigmentering.
Og trodser du alligevel hudlægens råd ved at hoppe med på trenden, anbefaler hun som det mindste at lave en ny saltvandsopløsning hver dag – eventuelt købe en færdigblandet på apoteket.



