Mens fodboldfans kan stå side om side på landets stadioner, er der helt andre krav til konfirmandernes familier i landets kirker.
For 13-årige Oskar, der skal konfirmeres 28. august, betyder det, at han står i et meget svært dilemma. På grund af særlige restriktioner under coronapandemien er der kun plads til, at hver konfirmand må medbringe syv gæster i kirken.
De er allerede fem i den nærmeste familie, så der er kun to åbne pladser.
»Vi har to hold bedsteforældre, og vi kan ikke få dem alle med. Vi er nok ude i, at enten skal mormor og farmor med, eller også bliver det måske et par oldeforældre,« fortæller Oskars mor, Lena Rosenlund, og tilføjer:

»Vi står virkelig i et følelsesmæssigt dilemma.«
Værst er det nok for bedsteforældrene:
»De er mega kede af det. De er pressede følelsesmæssigt,« siger hun.
Alt imens kan fodboldfans nu flokkes på stadion, stå side om side og skråle om kap.

Så sent som i søndags var der stopfyldt med fans i Parken, da 31.000 tætsiddende tilskuere så Superliga-kampen FC København-Brøndby.
Men i kirken lyder arealkravet på to kvadratmeter pr. person, og det gør det umuligt at lukke flere ind.
Hele klassen skal nemlig konfirmeres sammen, og det har ikke været muligt at dele klassen op med så kort varsel.
Paradoksalt nok ophører samme arealkrav blot fire dage senere.

»Det er fuldstændig vanvittigt. Der er seriøst noget helt galt med prioriteringen. Jeg har også skrevet til Joy Mogensen (kulturminister, red.), for der er et eller andet fuldstændig galt,« siger Lena.
Efter ceremonien er planen alligevel, at de alle skal mødes til en fest, hvor der ikke er nogen begrænsninger, og hvor de alligevel vil uddele kys og kram.
Og så møder alle gæsterne også op med et coronapas.
Det er svært at finde meningen, udtrykker både Lena og Oskar.
»Jeg synes, det er lidt åndssvagt,« fortæller Oskar med udsigten til, at hans kære bedsteforældre nok ikke får mulighed for at overvære det.
»Det er også kun én gang, man får chancen for at blive konfirmeret,« siger han.
Der er endnu tre uger til, at konfirmanden skal stå i Askov Kirke ved Vejen.
Og selvom Oskar glæder sig til, at han skal 'træde ind i de voksnes rækker', så håber familien inderligt, at tingene kan nå at ændre sig i tide, så de alle kan overvære den store dag sammen.


