'Det er det falske sted'. Sådan lød det engang fra Morten Jensen, der er kendt fra tv-programmet 'Morten & Peter'.

Nu er der formentlig flere borgere i Skive og omegn, der har haft det som Morten. Regionshospitalet i Viborg har nemlig sendt den forkerte adresse til flere borgere, der skulle podes.

Det skriver Skive Folkeblad.

Anette Byriel Larsen er en af dem, som er blevet sendt til podning af regionshospitalet i Viborg, da hun skal opereres på mandag.

Beskeden som Anette Byriel Larsen modtog fra regionshospitalet i Viborg.
Beskeden som Anette Byriel Larsen modtog fra regionshospitalet i Viborg. Privat

Hun modtog tid og sted for podningen af hospitalet på sin e-boks, men hospitalet havde tilsendt en forkert adresse.

I beskeden stod der 'Testsatellit Skive, Brårupvej 12, 7800 Skive'. Men i virkeligheden ligger testsatellitetten på Brårupgade 12 i Skive.

En fejl, som er alt andet end acceptabel, mener Anette Byriel Larsen.

»Det, synes jeg, er katastrofalt,« siger Anette Byrial Larsen til Skive Folkeblad.

Hun opstiller blandt andet problemstillingen, at en ældre borger, som skal opereres, bliver sendt til en forkert adresse og måske får svært ved at nå sin tid.

Skive Folkeblad har været i kontakt med Region Midtjyllands kommunikationsafdeling, der indrømmer, at der i visse tilfælde er sket fejl.

Avisen har også talt med Anette Brogaard, der bor på Brårupvej 12 med sin familie.

Hun oplever dagligt, at hun må sende borgere væk, der er taget til den forkerte adresse for at få foretaget en podning.

Hvis du modsat selv booker en coronatest, så modtager du en bekræftelse på sms, hvor du bliver sendt til den korrekte adresse, Brårupgade 12.

Det skal dog siges, at flere af borgerne også selv har svært ved at finde ud af, hvad der er den rigtige adresse.