Alkoholen fylder for meget blandt den unge del af befolkningen i Aarhus Kommune.

Det mener et flertal i Aarhus Byråd i hvert fald, hvorfor de har vedtaget en syvpunktsplan, der helt konkret skal være med til at skabe en bedre alkoholkultur i kommunen.

Det oplyser Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.

»Det skal være o.k. at sige nej til alkohol. Og vi skal også drikke mindre. Mange unge efterspørger fællesskaber, hvor det ikke kun er alkohol, der fylder. Det skal vi lytte til,« siger Jette Skive, rådmand for Sundhed og Omsorg.

Syvpunktsplanen har fokus på blandt andet at styrke forældreansvaret, skabe alternative fællesskaber og tilbyde ligeværdige alkoholfrie alternativer.

Ifølge Aarhus Kommunes ungeprofilundersøgelse 2020/21 har 37 procent af unge på ungdomsuddannelserne sagt nej til at deltage i en hyggeaften eller til en fest, fordi de ikke havde lyst til at drikke alkohol.

»At hver tredje ung har sagt nej til at deltage i sammenkomster, fordi de ikke havde lyst til at drikke alkohol, fortæller mig meget. For noget tid siden uddelte jeg alkoholfrie øl på et af byens gymnasier, og de unge tog rigtig godt imod det. Jeg tror på, at de unge selv gerne vil gøre op med drukkulturen,« siger Jette Skive.

De syv punkter:

  • Styrke forældreansvaret
  • De unge ved, hvad der virker
  • Alternative fællesskaber
  • Ligeværdige alkoholfrie alternativer
  • Unge lytter til unge
  • Strukturelle forandringer
  • Opbygge en alliance for en sundere alkoholkultur

Alt fra uddannelsesinstitutioner, idræts- og kulturforeninger, restauratører, forældre, bryggerier, politiet og selvfølgelig de unge selv har bidraget til planen.

»Et nej til alkohol skal ikke være et nej til fællesskabet. Det skal være socialt acceptabelt at takke nej til alkohol, og det valg skal vi hjælpe unge med at træffe. Det er blandt andet derfor, at vi sammen med unge planlægger en sjov og fed sidste skoledag, der inkluderer alle ved ikke at være i alkoholens tegn,« siger Thomas Medom, der er rådmand for Børn og Unge I Aarhus Kommune.

Thomas Medom ser samtidig gerne, at grænsen for at købe alkohol hæves til 18 år i stedet for 16 år, som det er i dag.

»Det er veldokumenteret, at lande med højere aldersgrænser for salg af alkohol har færre børn og unge, der drikker. Vi er et af de sidste lande i Europa, hvor det stadig er tilladt at sælge alkohol til unge under 18 år,« siger han og tilføjer:

»Men det er altså ikke en naturlov, at man skal drikke som 16-årig. I Aarhus står vi sammen på tværs af byen for at skabe rammerne for en sundere alkoholkultur blandt unge. Men vi har brug for national handling, så vi får hævet aldersgrænsen.«

Den nye syvpunktsplan er et samarbejde mellem Sundhed og Omsorg, Børn og Unge samt flere af byens aktører.

Alt fra uddannelsesinstitutioner, idræts- og kulturforeninger, restauratører, forældre, bryggerier, politiet og selvfølgelig de unge selv har bidraget til planen.

Syvpunktsplanen blev vedtaget i byrådet den 2. december, og nu skal den realiseres rundt i kommunen.