Træ er eftertragtet for tiden, og mange danskere kæmper med at få fingrene i det.

Derfor er der – desværre – nogle, som tyer til de mere ufine metoder i bestræbelserne på at skaffe træ til vinteren.

I Nordjylland, på Ringstedvej ved Dronninglund, blev der i weekenden stjålet en palle med 900 kilo træpiller.

Det oplyser Nordjyllands Politi i mandagens døgnrapport.

Træpillerne stod opbevaret i et fyrrum.

Dog ligger fyrrummet ved et hus, der er til salg, hvorfor det er ubeboet og tomt. Politiet ved derfor ikke, om fyrrummet var låst af.

Der var således heller ingen tegn på indbrud, da politiet ankom til stedet.

B.T. har tidligere skrevet om lignende træ-tyverier. Eksempelvis i Silkeborg Kommune, der har fået stjålet træ for 250.000 kroner, ligesom et autismecenter i Aabybro har fået ribbet både penge og op mod 60 sække med brænde.

Tyveriet ved Dronninglund skete mellem fredag aften og lørdag eftermiddag.

Ved du noget – eller har du observeret noget i sagen – kan du ringe til politiet på 114.

Andre læser også