Det er ikke uvant, at man for tiden hører om personer eller virksomheder, der bliver udsat for tyveri af gas eller træ relateret til den nuværende energikrise – og nu er det sket igen.

Denne gang hos Silkeborg Kommune, der har fået stjålet træ for op mod 250.000 kroner.

Sådan oplyser kommunen i et Facebook-opslag.

'Der har nemlig været nogle meget ihærdige og arbejdsomme tyve, som har stjålet intet mindre end 20-25 rummeter brænde og 1.000 planker og 500 afmærkningspæle i robinietræ,' lyder det indledningsvis i opslaget.

Kommunen havde ellers i sinde at benytte træet til kommunale opgaver.

Men sådan kommer det nu ikke til at forløbe.

I opslaget skriver kommunen, at der kommer til at mangle brænde ved deres shelterpladser hen over efteråret og vinteren. Desuden bliver planlagte bænke, træbroer og trapper ikke bygget.

'Det er ikke til at skaffe nye robinieplanker og -pæle, som ellers er meget holdbare – også i kontakt med jord.'

'Meldingen fra vores leverandør er, at det ikke længere kan importeres fra Østeuropa, fordi de østeuropæiske lande selv bruger træet til energiformål i stedet for russisk gas. Så det er uvist, hvornår vi kan få nyt træ,' lyder det om årsagen til, at kommunens projekter bliver forsinket.

Det har da også fået flere personer til at reagere med triste miner på tyveriet. 'Trist', 'skammeligt', 'utroligt' og 'uforskammet' er nogle af de ord, der bliver brugt.

Tyveriet er meldt til politiet, oplyser Silkeborg Kommune.

Andre læser også