Normalt vågner Hanne og Erik Bangsgaard på 75 år op i deres seng, hjemme i Sæby. Men torsdag morgen vågnede de op i IKEA.

De var blandt de 27 personer, der natten til torsdag måtte overnatte i varehuset grundet massive sneproblemer i Nordjylland.

Ægteparret ankom sammen med et vennepar til varehuset klokken 18.30 – og allerede der stod det klart, at de nok ville få problemer med at klare den lange tur hjem til Sæby.

Det fortæller Erik Bangsgaard til B.T., idet han lige er trådt ind ad hoveddøren torsdag formiddag.

Erik og Hanne Bangsgaard.
Erik og Hanne Bangsgaard. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Det tog alene fire timer at komme frem. Da vi så spiste klokken 20, var det fuldstændig håbløst udenfor.«

»Derfor spurgte personalet, om vi ville overnatte. Det var ikke noget problem, sagde de. Det sagde vi ja tak til,« lyder det fra Erik Bangsgaard.

Ægteparret var heller ikke alene. Deres vennepar, to andre og 21 IKEA-medarbejdere måtte tilbringe natten i det store varehus i Aalborg.

»Vi mødtes alle sammen i deres kantine, hvor vi kunne få, hvad vi ville have. Det var da alletiders.«

Der var god stemning i IKEA torsdag aften.
Der var god stemning i IKEA torsdag aften. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Så blev vi vist til rette, hvor vi kunne sove henne. Det kunne vi stort set alle steder. Personalet skulle sove i den store sengeafdeling, men ellers var der frit valg. Vores venner tog en indrettet lejlighed for næsen af os, og vi tog en sovesofa, der var slået ud. Og så kom IKEA-medarbejderne med puder og dyner til os. Der lå vi sgu godt.«

Selvom det lyder himmelsk at overnatte i IKEA, var der dog ifølge Erik Bangsgaard ét mindre problem. Belysningen.

»Det var ikke nemt at sove. De har sådan nogle store projektører, som stod lige ned i hovedet på os. De kunne ikke slukkes, og medarbejderne løb febrilsk rundt.«

»De slukkede først kvart i 7 i morges – der skulle vi jo op, ha ha. Vi har kun sovet to-tre timer. Men det var en fantastisk og overvældende oplevelse – det gør vi gerne igen.«

Privatfoto.
Privatfoto.
Vis mere

Peter Elmose, der er varehuschef i IKEA Aalborg, fortæller, at han aldrig har oplevet noget lignende i sine 16 år i IKEA:

»Vi kunne godt se, at der var nogle medarbejdere, der nok ikke ville komme hjem. Vejret var jo helt vildt. Og så var der seks kunder, som selvfølgelig også måtte sove der.«

»Vi har hygget os. Set fodbold, julekalender og spillet spil. Mellem 23 og 01 gik vi så til ro, og alle fik en seng … Når jeg fortæller dig det her, så lyder det helt vildt. Det er sindssygt, men det er det, vi kan herhjemme. Vi hjælper.«

I Sæby hos Hanne og Erik Bangsgaard er det heller ikke gået op for dem endnu.

Hanne og Erik Bangsgaard (th) sammen med deres vennepar ved morgenbordet.
Hanne og Erik Bangsgaard (th) sammen med deres vennepar ved morgenbordet. Foto: Privatfoto
Vis mere

Tilbage står egentlig bare et minde om en vild oplevelse – og ikke mindst gæstfrihed, tilføjer Erik Bangsgaard til slut:

»Om morgenen havde de gjort morgenbord klar. Rundstykker, pålæg og kaffe.«

»Da vi tog af sted, fik vi så en dyne og pude med hjem. De ville ikke have, at vi frøs på hjemturen. Fem stjerner herfra.«

Nordjyllands Politi har torsdag morgen åbnet for, at trafikanter igen kan færdes på vejene.

»Men vi opfordrer til forsigtighed, og til at folk kommer af sted i god tid,« siger vagtchef Jesper Sørensen.

Andre læser også