For haveejere og folk med en drøm om grønne altaner er hjemmekarantænen yderst kærkommen.

Aldrig før har der været så gode forudsætninger for at komme skvalderkål, græs mellem fliserne og tilvoksede altankasser til livs. Men... de mange timer på knæ med hakke og lugejern har også en pris.

Især i Trekantsområdet, hvor flere i disse dage går så hårdt til den, at de direkte pådrager sig skader af al havearbejdet. Skader, som efterfølgende koster en tur på skadestuen.

Det skriver TV Syd, som har talt med Per Wagner Kristensen, der er ledende overlæge på skadestuen i Vejle.

Han fortæller, at skadestuen de seneste 14 dage – på grund af coronakrisen – har haft tæt på halvt så mange patienter, som de plejer.

Men, at de, der alligevel kigger forbi med skader, i høj grad kommer, fordi de enten har slået sig på skovlen eller været uopmærksomme med hammer eller sav.

»De skader, vi ser, er fra havearbejde. Det er fra udendørsakviteter såsom cykling og legeskader fra børn. Hvorimod alle sportsskaderne, som vi normalt plejer at se, de er næsten helt væk,« siger Per Wagner Kristensen, der er ledende overlæge på skadestuen i Vejle.

Halveringen af patienter på skadestuen skyldes ikke alene de færre skader, som danskerne pådrager sig i disse dage, det skyldes også en udbredt frygt for at blive smittet med corona.

Vejle Sygehus oplever, hvordan mange hellere vil vente nogle dage med at få tjekket deres skade end at besøge sygehuset, hvor de kunne risikere at kjomme hjem med mere end en forbinding om deres forstuvede ankel.

Som udgangspunkt er en god nyhed med færre patienter på skadestuen, lyder det fra Vejle Sygehus.

Dog understreger de samtidig, at borgere med smerter fortsat skal henvende sig, da det kan være essentielt, at de bliver tilset af en læge.

At blive hjemme kan være et misforstået hensyn til sundhedsvæsenet, oplyser sygehuset til TV Syd.