Mette Frederiksen og hendes bisidder kunne først hente kuverterne med resultatet af politiets forsøg på at genskabe sms'er onsdag sidste uge – dagen efter kommunalvalget.
Det forklarer justitsminister Nick Hækkerup i et skriftligt svar.
Regeringen er blevet beskyldt for at hemmeligholde nyheden – at det ikke lykkedes at gendanne sms'erne – til efter kommunalvalget.
Nick Hækkerup forsvarede sig med, at forløbet var aftalt med Minkkommissionen.
Men kommissionen meddeler til B.T., at den ikke har haft indflydelse på, hvornår kuverterne åbnedes.
Allerede mandag i sidste uge blev det på et møde aftalt, at Mette Frederiksen og hendes bisidder skulle være de første til at åbne kuverterne, der på det tidspunkt lå i et pengeskab i Justitsministeriet.
Nu forklarer Nick Hækkerup, at statsministeren ikke kunne hente kuverten før onsdag, dagen efter kommunalvalget.
'Jeg sagde også i sidste uge, at alle de pågældende og deres bisiddere først havde haft lejlighed til at hente kuverterne og åbne dem den 17. november 2021,' skriver Nick Hækkerup i et skriftligt svar.
Ifølge Hækkerup er der ikke noget nyt i, at Mette Frederiksen og hendes bisidder selv kunne vælge, hvornår kuverterne blev åbnet. Onsdag forklarede han forløbet i en pressemeddelelse.
Mette Frederiksen og hendes tre nærmeste ansatte i toppen af ministeriet har sat deres mobiltelefoner til automatisk at slette sms'er efter 30 dage.
Det drejer sig ud over statsministeren om departementschef Barbara Bertelsen, departementsråd Pelle Pape og stabschef Martin Justesen.
Derfor er de beskeder, som de fire har sendt til hinanden, ikke blevet udleveret til kommissionen, der undersøger hele forløbet med regeringens ulovlige ordre om at aflive alle mink.
Kommissionen anmodede Statsministeriet om, at sms-beskederne fra de fire personer blev genskabt. Men det lykkedes ikke, selv om politiets teknikere gav det et forsøg.
Sagen om de slettede sms'er kom frem, da B.T. i oktober kunne afsløre, at stabschef og særlig rådgiver Martin Justesen automatisk slettede alle sine sms-beskeder.
Mette Frederiksen skal afhøres i Minkkommissionen 9. december.

