'Han elsker piger, som er søde og gerne vil bolle ham! Den unge spiller er fyldt med kærlighed, især til sine venners søskende, hans veninder eller yngre piger.'
Sådan beskrives den seneste dreng i Odsherreds Gymnasiums uofficielle julekalender, hvor der hver dag indtil juleaften bliver vist en ny flot elev frem på Instagram.
B.T. beskrev tidligere på ugen, at denne slags julekalendere er ganske udbredt blandt de danske gymnasier, og kort efter blev flere af dem lukket ned efter strenge opsange fra de forskellige rektorer.
Kritikken gik især på, at det skaber et usundt miljø, når eleverne udvælges ud fra deres udseende, og da alle så kan se, hvem der har klaret den gennem nåleøjet, og hvem der er blevet valgt fra.
Men på Odsherreds Gymnasium har rektor Niels-Peter Babalola Andersson ikke i sinde at få kalenderen lukket ned, og faktisk synes han, at den også er »meget sød«.
»Jeg synes faktisk også, at der er ting ved kalenderen, der er meget sødt. Der er ikke bikinibilleder som på mange af de andre,« siger rektoren til B.T.
Da Niels-Peter Babalola Andersson i mandags blev gjort opmærksom på babe- og hunkkalenderens eksistens, tog han et kig på den, og der fandt han hurtigt ud af at, der var et par meget uacceptable ting ved den.
»Jeg tog en snak med eleverne om nogle ting omkring kalenderen, hvor der eksempelvis blev henvist til en pornoside, og det har de ændret nu. Jeg synes ikke, at sådan en kalender som udgangspunkt er en god idé, men jeg har ikke i sinde at tvinge den lukket,« siger han.
Kalenderen findes på en lukket Instagram-side, og her bliver der skiftevis lagt en dreng og pige op hver eneste dag.
Ifølge en tekst på Instagram-siden giver eleverne selv samtykke til, at de bliver en del af kalenderen, og at de selv har godkendt billederne.
Hos Niels-Peter Babalola Andersson er det bare vigtigt, at kalenderen ikke bliver koblet op på skolen og ikke får indflydelse på skolegangen.
Men er det ikke ret sandsynligt, at det sker, når den består af elever fra gymnasiet, og når der er en masse piger og drenge, som bliver afvist og ikke kommer med i kalenderen?
»Jo, det er selvfølgelig en risiko, at der kan være nogle piger eller drenge, der er kede af ikke at være en del af den, og derfor synes jeg heller ikke, det er en god idé,« siger han og fortsætter:
»Men jeg synes, at diskussionen er mere nuanceret end bare ‘ja’ og ‘nej’.«
På flere andre gymnasier har diskussionen været mere ensidig og endt på et ganske tungt nej. Det var eksempelvis tilfældet på Roskilde Handelsskole, der allerede fik deres kalender lukket i begyndelsen af december.
»Vi vil ikke have, at man opfører sig skidt over for sine skolekammerater, og det her er bare dårlig opførsel,« sagde Roskilde Handelsskoles direktør, Jørgen Sloth, mandag til B.T. om den beslutning.