'Vi har set hende en del på gangene, og hold kæft mand... Vi synes, hun er en fryd for øjnene. Så drenge, nyd hende!'

Sådan lyder følgeteksten til ét af flere billeder fra en online julekalender, der lige nu skaber debat på Espergærde Gymnasium.

I julekalenderen, der findes på Instagram, bliver der hver dag lagt et billede op af en pige eller dreng fra skolen, der gennem sit udseende har 'gjort sig fortjent' til at blive udvalgt til den dag.

Og B.T. kan tilmed fortælle, at det finder sted på mange gymnasier, men ikke alle steder synes man, at det skaber en god kultur.

Billede
Billede Foto: Instagram
Vis mere

»Det er tegn på den ekstremt overfladiske popularitetskultur, der er på skolen, når de populære og flotte elever bliver vist frem på den måde,« siger Malte Larsen.

Han er selv tidligere elev på Espergærde Gymnasium, men skiftede væk fra gymnasiet, fordi han ikke kunne se sig selv i den 'popularitetskultur', som han mener, at der hersker på skolen.

I dag går han på Helsingør Gymnasium, men da han gennem en ven fra tiden på Espergærde Gymnasium fandt ud af, at der nu var en julekalender i gang på sin gamle skole, blev han nødt til at tage bladet fra munden i Helsingør Dagblad.

»Jeg blev chokeret, da jeg hørte det. Der skal gøres noget ved den her kultur, hvor folk bliver ekskluderet, og hvor det handler om, om du er pæn eller populær,« siger han.

Er du ufrivilligt blevet en del af sådan en julekalender? Eller har du en anden holdning til sagen? Så vil B.T. gerne høre fra dig på sebj@bt.dk.

Julekalenderen ligger offentligt tilgængelig på Instagram, og hver dag kan i alt 873 følgere se dagens 'lækreste hunk eller mest sexede babe', som det fremgår af profilens tekst.

Og når man læser teksten til de forskellige piger og drenge, hersker der ingen tvivl om, at der er fokus på elevens udseende.

Som det eksempelvis var tilfældet i lørdags, da en dreng fra skolen blev 'dagens hunk', og der stod:

'Udover at han er en fryd for øjnene, så laver han skam også musik, der giver én orgasmer, så hop ind og søg på “XXXXXX” og tjek ham ud'.

Julekalender fra Espergærde Gymnasium
Julekalender fra Espergærde Gymnasium Foto: Instagram
Vis mere

Eller 4. december, da en pige fra første årgang på skolen var dagens 'babe':

'Selvom hun ikke vandt titlen som Årets Labre Larve, så syntes vi stadig, hun skulle op på siden - og hvis efternavnet ikke siger nok, så er denne skabning en lille sød og uskyldig én, som vi VED bare venter på, at den rigtige 2.g eller 3.g’er svinger forbi. Nyd hende!,' stod der i den forbindelse.

Men julekalenderen på det nordsjællandske gymnasium er ikke den eneste af slagsen i Danmark.

B.T. har ved en række søgninger på Instagram fundet ud af, at man har lignende julekalendere, hvor flotte elever bliver vist frem mellem 1. og 24. december, på adskillige andre gymnasier i landet.

Helt konkret har B.T. fundet lignende tilfælde på Rysensteen Gymnasium, Slagelse Gymnasium, Roskilde Katedralskole, Slotshaven Gymnasium, Egedal Gymnasium, Odsherred Gymnasium, Allerød Gymnasium og Stenhus Gymnasium.

I nogle tilfælde er det med både piger og drenge, og ellers har flere af gymnasierne både en 'hunkkalender' og en 'babekalender', hvor det altså henholdsvis er drenge og piger, der vises frem.

I løbet af 2018 skrev B.T. en lang række artikler om såkaldte puttemiddage, hvor piger og drenge, ligesom med julekalenderen, blev til- og fravalgt ud fra deres udseende, og dengang gik flere rektorer ud og truede med sanktioner og bortvisninger, hvis traditionerne fortsatte.

Og rektor på Espergærde Gymnasium Henrik Boberg Bæch gør da også klart, at man bestemt ikke er tilhænger af sådan en julekalender.

Der er dog ét problem.

»Det er meget nemt. Vi kan simpelthen ikke finde ud af, hvem der har lavet den, men selvfølgelig tager vi afstand fra krænkende adfærd, så vi tager det også op til morgensamling og over for vores elevråd,« siger han.

Men ville I ikke kunne gå lidt mere offensivt til værks og spørge eleverne, om de ved, hvem der står bag julekalenderen, hvis I virkelig vil have den udryddet?

»Jo, men hver eneste gang vi gør sådan noget, så ender vi et problem med at løfte bevisbyrden, selvom vi skulle få et par navne. Det kræver mange ressourcer,« siger han.

Ifølge B.T.s oplysninger har pigerne fra den 1. til den 7. december på Espergærde Gymnasium ikke givet samtykke til at være en del af kalenderen, men efter Helsingør Dagblad bragte en historie om julekalenderen, har man valgt at tage fat i dagens pige eller dreng fra søndag den 8. december.