Magasinet Lime, der fås gratis i Nettos butikker, lukker.

Det skriver branchesitet Mediawatch.

Contentbureauet OTW, der udgiver Lime, har valgt at lukke magasinet, med den begrundelse, at udgifter og indtægter ikke længere hænger sammen.

»Den forretningsmodel, som Lime er bygget op omkring, er ikke levedygtig længere. Den har virket i mange år, men tiden er en anden – annoncemarkedet er et andet. Derfor opsagde vi kontrakten med Netto tilbage i marts,« siger Jeppe Veddinge, der er udviklingsdirektør i OTW ifølge Mediawatch.

Lime har eksisteret i 17 år, og ifølge Kantar Gallups måling af magasinets læsertal havde magasinet 238.000 læsere i hele 2020. I 2018 var tallet 228.000.

Lime fik meget kritik for denne forside om Danmarks statsminister. Nu lukker magasinet.
Lime fik meget kritik for denne forside om Danmarks statsminister. Nu lukker magasinet.

Bladet har flere gange været i shitstorm. Ikke så meget på grund af kritiske og kontroversielle artikler, men snarere det modsatte.

I maj blev magasinet kritiseret for at bringe et ukritisk og rosenrødt interview med statsministeren.

»Hele Danmarks Mette,« stod der på forsiden, hvilket fik blandt andre den tidligere venstremand Søren Pind til tasterne på de sociale medier.

Som debatten skred frem, viste det sig, at Lime tidligere havde bragt ukritiske interviews med Pernille Skipper (EL) og Inger Støjberg (V - nu løsgænger.)

I begyndelsen af 2019 kom magasinet i shitstorm på grund af en nytårsquiz, hvor læserne skulle gætte navnet på en tidligere bandeleder og radiovært, der var blevet skudt i det forgangne år.

Det rigtige svar var Nedim Yasar, der blev dræbt på vej hjem fra receptionen for sin og Marie Louise Toxvigs bog, 'Rødder', men derudover kunne læserne også gætte forkert på radioværten Nima Zamani og skuespilleren Hadi Ka-koush.

Quizen fik tv-vært Abdel Aziz Mahmoud til at lancere en shitstorm på Twitter. Men nu er det altså slut med både ukritiske interviews og upassende quizzer. 5. august udkommer sidste nummer af Lime i Nettos butikker.