Det er en offentlig hemmelighed blandt håndværkere i hovedstaden.

Regningen for deres parkeringsafgifter havner ofte hos de københavnske kunder, når de har fået lagt gulv, sat køkken op eller noget helt tredje i hjemmet. Nu tager en ejer af et låsesmede-firma bladet fra munden.

Parkeringssituationen i København er så kaotisk og trængt, at mange håndværkere har set sig nødsaget til at medregne en ny udgift i deres pristilbud til borgere i hovedstaden: udgiften for en parkeringsafgift.

Årsagen skal findes i det, flere kilder – herunder en lang række håndværkere – over for B.T. beskriver som et regulært 'parkeringshelvede'.

Et 'parkeringshelvede', hvor der er så få ledige parkeringspladser i København, at tømrere, gulvafslibere og andre håndværkere forgæves må trille rundt efter et sted at holde, så de kan bære deres tunge materialer og værktøj op til kunden.

Og det har en konsekvens:

»Hvis man har cirklet rundt i 20 minutter, så sker der en afvejning af, hvor længe man skal bruge på at parkere i forhold til opgavens omfang. Det typiske scenarie er, at vi holder et sted, hvor det er ulovligt. Man er jo tvunget til at holde, hvor der er plads,« siger Gert Mejlshede, direktør i låsesmede-forretningen Mejlshede Gruppen.

Gert Mejlshede, direktør i låsesmede-forretningen Mejlshede Gruppen.
Gert Mejlshede, direktør i låsesmede-forretningen Mejlshede Gruppen.
Vis mere

For hvert minut, Gert og kollegaerne triller ledende rundt, tikker et usynligt håndværker-taxameter og nærmer sig hastigt de 510 kroner, som en parkeringsafgift oftest lyder på.

Derfor ender låsesmedens svende sommetider med en ulovlig parkering.

»Vores svende skal altid forsøge at finde en lovlig p-plads først. Det er først, når det ikke er muligt inden for en rimelig tid, at vi overvejer ulovlig parkering. Det må ikke blive en sovepude, at vi nogle gange accepterer risikoen for en p-bøde på svendens vegne,« siger han.

Det betyder, at Mejlshede Gruppen i alt – med 36 biler i firmaet – fra 1. juli 2020 til 31. juni 2021 har fået parkeringsafgifter og bøder for 51.120 kroner.

Og Mejlshede Gruppen er ikke den eneste.

På Facebook har B.T. spurgt til parkeringsproblematikken i en Facebook-gruppe for håndværkere, og her skriver flere, at de også føler sig nødsaget til at tage den ulovlige parkering.

Men hvem betaler så den potentielle afgift?

Det gør du som forbruger.

»Hvis man er kunde og bor inde i byen og har fået en pris på forhånd, så kan man godt regne med, at vi til en vis grad har lagt omkostninger til parkeringsbøder ind i prisen. Der er desværre kun kunderne til at betale,« fortæller Gert Mejlshede ærligt.

Flere andre håndværkere, som B.T. har været i kontakt med, bekræfter, at man som kørende i København er nødsaget til at budgettere med parkeringsafgifter, og at regningen ender hos forbrugeren.

Det eneste alternativ er at takke nej til opgaver i hovedstaden.

Og det er der så også nogle, der gør.

En af dem er Bo Max Laursen fra Rudersdal Byg og Montage.

»Jeg har ikke lyst til at køre rundt i lang tid efter en parkeringsplads, og jeg har slet ikke lyst til at lægge regningen over på kunden. Det er ikke rimeligt, for vores priser er i forvejen blevet skruet gevaldigt op den seneste tid,« siger Bo Bax Laursen.

Bo Max Poulsen fra Rudersdal Byg og Montage.
Bo Max Poulsen fra Rudersdal Byg og Montage.
Vis mere

På den måde er svaret ligetil, når han bliver ringet op af en kunde, der bor inde i København.

»Jeg siger simpelthen bare nej til opgaven. Det er voldsomt irriterende, men det er konsekvensen,« siger han og fortsætter:

»Jeg har jo haft opgaver derinde før, og det er totalt kaos. Vi har store kassevogne som tømrere, og hvis jeg skal lægge et gulv eller andet, så skal jeg have ret meget værktøj med op. Det duer ikke at bære 500 meter, og sommetider er der ikke plads tættere på. Så løsnngen er slet ikke at tage derind.«

I Håndværkerforeningen København, der, som navnet antyder, er en københavnsk tværfaglig medlemsorganisation, er man helt klar over problematikken.

»Vi hører samstemmigt fra alle håndværkere i byen, at det er en af de største udfordringer at få en plads i nærheden af kunden. Og det er kun et stigende problem. Vi synes, det er et reelt problem, og regningen ender jo hurtigt hos forbrugeren, for hvis man skal bruge flere timer om ugen eller penge på parkeringsbøder, bliver det lagt oven i den normale pris,« lyder det fra direktør Christoffer Susé.

Han mener, at man bør rette blikket mod privatbilerne og få flere af dem ud af byen, så håndværkerne igen kan finde pladser.

»Jeg mener, man skal have flyttet trafik fra privatbilerne og ud i den kollektive trafik på den ene eller anden måde, for der er for mange biler inde i København, og det er det, der skaber trængslen,« siger han.

Den samme holdning har teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL):

»Det største problem er, at der er for mange biler i København. På Vesterbro står op mod hver fjerde bil stille mandag til fredag, og det vidner jo om, at nogle bør kunne undvære bilen. Derudover har vi netop sat penge af til at sikre bedre forhold for delebiler, som er et godt alternativ for de mange, der har begrænset behov for en bil,« oplyser hun til B.T. i et skriftligt svar.