Når propalæstinensiske demonstranter råber om 'jihad' i Københavns gader, kan det på sigt øge risikoen for terror i Danmark.
Det mener sikkerhedsekspert og senioranalytiker i tænketanken Europa, Jacob Kaarsbo, der frygter, at kampråbene kan være med til at radikalisere visse islamiske grupper.
Ligesom forsker i jihadisme, Tore Hamming, forventer han, at Danmark vil blive udsat for flere terrorforsøg i den kommende tid som følge af den intensiverede konflikt mellem Israel og det muslimske Gaza.
»Det tror jeg i udgangspunktet. Når man på åben gade ser, at der bliver råbt om 'jihad', er det alvorligt,« siger Jacob Kaarsbo.
Den palæstinensiske gruppering Hamas' udførte et terrorangreb i Israel den 7. oktober, der kostede over 1000 mennesker livet og fik konflikten mellem de historisk stridende parter til at genopblusse.
Siden er der adskillige gange blevet arrangeret store propalæstinensiske demonstrationer i blandt andet København. Den islamiske gruppering Hizb ut-Tahrir har arrangeret flere demonstrationer, hvor der er blevet råbt, at konflikten skal løses med 'jihad' – et islamisk udtryk for hellig krig.
Det har blandt regeringen til at undersøge, om der er tale om en decideret opfordring til terror, ligesom politiet er begyndt at møde op til demonstrationer med kameraer og optageudstyr for at holde øje med, hvad der bliver ytret.
Adspurgt om råb om 'jihad' er en opfordring til terror svarer Kaarsbo:
»Det er der mange, der vil sige, at det ikke er, fordi det bare er noget, der står i Koranen, og det ikke skal tages bogstaveligt. Men det er et uheldigt udtryk at bruge, og det kan medvirke til radikalisering. For nogen kan det presse dem til at gå skridtet videre,« siger han.
Han frygter ikke, at Hizb ut-Tahrir vil stå bag forsøg på terror. Det er i stedet minde grupper, der falder under »al-Quaeda-paraplyen« og er »inspireret af deres tankegods«, siger han. Han mener ikke, at man kan tegne en profil af dem, da de kommer fra mange forskellige baggrunde.
PET fortalte fredag til B.T., at man som følge af konflikten mellem Israel og Gaza samt 'koranskændinger' skærper sin vurdering af terrortruslen i Danmark, der fortsat ligger på niveau fire ud af fem.