Lille Lucy Knudsen på to år er veganer, fordi hendes forældre har besluttet, at hele familien skal leve udelukkende af plantebaseret kost.

Men når hun inden længe skifter vuggestue, bliver hun nødt til at spise kød, hvis hun vil have mad på institutionen. Og det frustrerer hendes mor, Janni Knudsen.

»Jeg kan godt mærke, at det går lidt i hjertet, når man som forælder træffer nogle valg på sine børns vegne, som ikke bliver mødt,« siger Janni Knudsen til TV2.

Hun forlanger nemlig ikke, at vuggestuens køkkenpersonale skal stå og lave mad specielt til Lucy. Hun vil bare have lov til at give sit barn madpakke med.

Det må hun ikke, fordi Aarhus Kommune har truffet et aktivt valg om at forhindre børn i at spise vegansk mad i institutionerne i kommunen.

»Fødevarestyrelsen har en klar anbefaling om, at børn ikke skal spise vegansk mad. Hvis den en dag bliver ændret, så vil vi meget gerne i dialog om, hvordan vi kan sikre mest mulig valgfrihed. Men lige nu er vi nødt til at lytte til myndighederne,« siger Thomas Medom Hansen (SF), som er rådmand for Børn og Unge i Århus Kommune, til TV2.

Ifølge Dansk Vegetarisk Forening er det kun seks ud af Danmarks 98 kommuner, som tillader børn at spise vegansk i institutionerne.

»Det er et udtryk for, at Danmark er præget af en ideologi om nødvendigheden af animalske fødevarer – en ideologi, som desværre stadig gennemsyrer samfundet, hvilket gør, at de borgere, som har truffet et valg, der gavner os alle, er i klemme,« siger Rune-Christoffer Dragsdahl, generalsekretær i Dansk Vegetarisk Forening, til TV2.