Man har et standpunkt, til man tager et nyt.

Det har den 30-årige youtuber og atlet Tim Shieff i hvert fald.

Amerikaneren, der har mere end 85.000 følgere på Instagram og mere end dobbelt så mange på YouTube, har nemlig i høj grad gjort karriere ud af at promovere og følge en vegansk livsstil.

Men nu har han besluttet sig for at begynde at spise kød igen.

I en ny YouTube-video, som han har givet titlen: 'Er jeg stadig veganer?', fortæller Tim Shieff, at han har døjet med en række helbredsproblemer, mens hans diæt har været vegansk.

Han havde blandt andet problemer med afføring, depression, træthed, mangel på energi og stive led.

»Jeg kunne ikke engang tage armbøjninger uden at få en skade,« siger han i videoen.

I et forsøg på at helbrede sig selv afprøvede han en vifte af forskellige kure. Heriblandt en frugt- og urte-kur, en kur, hvor han hovedsageligt spiste mad med højt fedtindhold, og en kur, hvor han hovedsageligt spiste mad med mange kulhydrater. Han prøvede forskellige kosttilskud og gik endda så langt som at drikke sin eget urin i to år.

Lige lidt hjalp det dog.

I et sidste forsøg gennemførte Tim Shieff en 35 dages vandkur, hvorefter han genoptog sin veganske diæt.

Men han havde det stadig dårligt.

Derfor besluttede han at prøve animalske produkter. Han spiste blandt andet rå æg og laks, og på trods af, at det resulterede i en kæmpe identitetskrise, fik han det bedre.

I YouTube-videoen afslører den 30-årige youtuber og atlet, at hans krop har det bedre, når han indtager animalske produkter, og at han derfor ikke længere er veganer.

Det har blandt andet betydet, at han har måttet fratræde sin stilling hos det veganske tøjmærke ETHCS, som han har været med til at grundlægge.

'I lang tid var Tim et inspirerende eksempel, som veganere kunne følge, og en god ven, som har inspireret os alle, men hans livsstilsændring er noget, som ingen af os kan acceptere,' skriver mærket i på deres hjemmeside.

Derudover er han kommet i modvind på sociale medier, hvor mange af hans følgere bestemt heller ikke bakker op om livsstilsændringen.

'Du har mistet al min respekt. Du gik på en masse latterlige kure, som ødelagde dit helbred, og så skyder du skylden på veganisme. Undskyldningerne, du fremsætter, er komplet nonsens. Det er virkelig skuffende,' skriver en bruger på YouTube.

Flere understreger, at de synes, det er en egoistisk beslutning.

'Hvordan kan du gå mere op i dit eget helbred, end i de mange dyr, mennesker, der sulter, og miljøet. Spørg venligst dig selv om det,' skriver en person.

En anden skriver: 'Jeg er ked af at høre om Tim og dyrene, som vil lide på hans bekostning.'