Natten til Skærtorsdag i Solrød Strand blev en kat fundet liggende på siden med blod fra dens knuste ansigt, der bar præg af slag eller stump vold. Nu udlover Kattepatruljen dusør til dem, der ved, hvem der kan have udført mishandlingen.

»Det er helt grotesk, at nogen mennesker kan finde på at behandle dyr på den måde,« siger Hans Olsen, der er stifter af den frivillige forening Kattepatruljen.

Katten var fortsat i live, da en borger omkring midnatstid fandt katten liggende livløs på jorden ved samlingspunktet Kilen nær Solrød Gymnasium i Solrød Strand.

På grund af dens alvorlige skader kunne den ikke stå oprejst.

Katten døde af sine kvæstelser, inden dyreambulancen nåede frem. Børn lagde mælkebøtter på katten og tog afsked, inden den blev kørt væk.

På grund af sagens grove karakter har Kattepatruljen og en anonym giver valgt at udlove en dusør på 10.000 kr. til den eller dem, der måtte vide noget om episoden.

»Vi har allerede fået nogle henvendelser, muligvis findes der også en video af hændelsen,« sige Hans Olsen.

Han afviser, at der kan være tale om en ulykke eller naturlig død.

Den mishandlede kat. Foto: Privat.
Den mishandlede kat. Foto: Privat.
Vis mere

»Katte færdes sjældent i åbne områder som Kilen. Det er utænkeligt, at den skulle være påkørt af eksempelvis en bil på en nærliggende vej for så at slæbe sig ned i området,« siger han.

Kilen er et populært samlingspunkt for områdets unge, der flittigt bruges om aftenen og natten igennem.

»Borgere i området fortæller samstemmigt, at der natten til Skærtorsdag var mere larm og musik i området end vanligt, og at en række unge mennesker kørte omkring på deres scootere omkring det tidspunkt, hvor katten muligvis har mødt sin skæbne,« siger Hans Olsen, der derfor meget gerne vil i kontakt med flere mulige vidner.

»Jeg håber, der er nogle forældre derude, som vil tage en alvorlig snak med deres børn om respekt og empati for dyr,« siger Hans Olsen.

Stifter af Kattepatruljen Hans Olsen, der har viet sit liv til at redde nødstedte katte. Her fotograferet ved samlingsstedet Kilen i Solrød. Foto: Privat.
Stifter af Kattepatruljen Hans Olsen, der har viet sit liv til at redde nødstedte katte. Her fotograferet ved samlingsstedet Kilen i Solrød. Foto: Privat.
Vis mere

Sagen er nu meldt til politiet, der dog har begrænsede resurser til at opklare hændelsen.

Katten var ikke øretatoveret eller microchippet. Derfor har det ikke været muligt for foreningen at finde frem til kattens eventuelle ejer.

»Desværre bliver det kun værre. Vi ser flere tilfælde og eksponentielt mangel på empati hos folk, der anser katte som værdiløse,« siger Kattepatruljens formand.

Foreningen arbejder lige nu på, at det skal give et års ubetinget fængsel frem for bøde, hvis man bliver dømt for dyremishandling.