Marianne Kyhl var torsdag vidne til en episode, hvor to små killinger blev smidt ud af en forankørende bil.

»Jeg er rystet over, at nogle mennesker har så lidt hjerte, at de synes, det er okay at smide et par stakkels forsvarsløse killinger ud af en kørende bil,« siger hun.

Episoden fandt sted torsdag i sidste uge, da Marianne Kyhl og hendes søn var på vej hjem til Ålsgårde, hvor de bor. På vej ud ad strandvejen åbnede den forankørende bil pludselig passagerdøren, og en person smed to små sorte kattekillinger ud på vejen.

Marianne Kyhl fik straks sin søn til at stoppe bilen for at redde de små killinger fra at blive kørt ned. Hun har selv katte derhjemme, så hendes kattehjerte blødte, da hun så killingerne på vejen.

Killingerne var dog ikke sådan lige at fange. De var skræmte og spænede af sted. Den ene ind i et buskads, den anden langs en større græsplæne. Marianne fangede den ene kat, der dog hvæste voldsomt af hende, fordi den var bange.

»Jeg er vant til katte, så jeg begynder at nusse den, så den falder lidt til ro,« siger hun.

Den anden killing havde gemt sig så godt, at det var umuligt at finde den, selv efter længere tids søgen.

»Jeg har det vildt dårligt med, at vi opgiver at lede,« siger Marianne Kyhl.

Hjemme i Ålsgaarde fandt hun en skotøjsæske til den lille killing, der krøb sammen i æsken med et viskestykke i. Dyreværnet, der senere kom for at hente den, vurderer, at killingen er omkring tre-fire uger gammel og derfor har brug for modermælk hver fjerde time.

Historien stoppede dog ikke her. For Marianne kunne ikke slippe tanken om den anden lille killing, som hun og sønnen ikke kunne finde.

Fredag udformede hendes mand derfor et Facebook-opslag, hvor han beskrev episoden i håb om, at nogen kan hjælpe.

Igen fredag kørte hun selv ud og ledte efter kattekillingen, og mange andre stødte til i søgen efter katten, da opslaget først var kommet på Facebook.

Men først fredag nat fandt en bekendt af Marianne den lille killing. Den var endelig kommet ud fra sit skjulested og kunne derfor blive reddet fra den sikre død uden mad.

»Jeg er lettet over, at killingen blev fundet, og at så mange andre var med til at lede. Hvis man får et dyr, der får killinger, så synes jeg, at man skal aflevere det til dyreværnet, hvis man ikke selv kan tage vare på det. Eller i det mindste sætte dem et sted i en kasse, hvor man ved, at nogen vil tage sig af dem. Jeg forstår slet ikke, at man kan få sig selv til at smide dyr ud af en bil,« siger hun.

Marianne håber, at nogen vil kunne genkende det oprindelige ejer ud fra Facebook-opslaget, så de kan give vedkommende 'en alvorlig opsang' om, hvordan man bør opføre sig over for dyr.

»Desværre fik vi ikke registreret nummerpladen, men vi håber, at opslaget vil få nogen til at reagere, da vi der beskrev, hvordan bilen så ud. Det er jo frygteligt, at nogen kan finde på sådan noget,« siger hun.