Frank Juul Højfeldt husker episoden minut for minut.

Husker, hvordan bilen foran ham ikke kørte. Hvordan han selv løb ud af bilen. Hvordan manden ved førersædet var fuldkommen bevidstløs.

Det er ellers en helt normal efterårsdag torsdag 8. oktober 2020, da Frank er på vej hjem fra arbejde.

Midt i Dalum i Odense sidder den 46-årige mand i sin bil, da det røde lys slår over i et grønt.

Men den bil, der holder foran Frank i krydset, kører ikke.

Og da der er gået få sekunder, går døren i passagersiden op.

Ud kommer en ung mand.

»Han vifter med sine arme for at få mit fokus, så jeg ruller vinduet ned. Han fortæller, at han ikke kan komme i kontakt med sin far, og at han tror, han sover,« fortæller Frank, der arbejder som projektleder i et entreprenørfirma.

Frank er indstillet til Årets Hjerteredder 2021
Frank er indstillet til Årets Hjerteredder 2021
Vis mere

Frank klikker sikkerhedsselen ud, åbner døren og løber hen til bilen foran ham.

På førersædet sidder en voksen mand, men han er ikke til at komme i kontakt med.

Frank råber ham ind i hovedet. Giver ham nogle dask på kinderne.

»Han er helt væk,« fortæller Frank.

Den bevidstløse mands søn får derfor besked på at få fat i en ambulance, mens Frank slæber faren hen på fortovet.

Og så begynder førstehjælpen.

»Jeg begynder at give mund til mund, men der sker ingenting. Så begynder jeg på hjertemassage,« husker Frank.

30 pump i brystet. To blæs i munden. 30 pump i brystet. To blæs i munden. Sådan bliver han ved.

Frank giver ét pump pr. sekund, men efter kort tid kommer en kvinde fra vagtcentralen med på medhør.

»Jeg får faktisk næsten skældud af kvinden, der fortæller, at det går alt for langsomt. Det skulle faktisk være dobbelt så hurtigt,« siger Frank.

Og så kommer livstegnet. Et kort øjeblik mærker Frank, at den bevidstløse mand trækker vejret, og så stopper han igen.

I alt sidder Frank der ti minutter, før ambulancen kommer, og med hjertestarter får de liv i manden.

Frank er indstillet til Årets Hjerteredder 2021
Frank er indstillet til Årets Hjerteredder 2021
Vis mere

Ambulancen kører afsted med ham, og tilbage står Frank og ryster.

»Jeg var dybt berørt, og jeg kunne slet ikke falde til ro. Det var en mærkelig følelse. Især fordi jeg ikke vidste, om han ville overleve,« siger Frank.

De efterfølgende dage tænkte han meget på episoden. Han havde ikke fået kontakt til den bevidstløse mands søn, så han anede ikke, hvad der var sket på hospitalet.

Men så dukkede der et særligt Facebook-opslag op.

Den bevidstløse mands hustru skriver nemlig på det sociale medie, at hun gerne ville i kontakt med dem, der var ved ulykkesstedet, så hun kan takke dem.

Og så skriver hun også, at hendes mand har overlevet det hjertestop, han blev ramt af i bilen.

»Jeg var meget lettet. Det var skønt,« fortæller Frank, som efterfølgende mødes med familien.

»Det var dejligt at se dem, men især at se ham i live.«

Lægerne har siden fortalt Frank, at hans førstehjælp var med til at redde mandens liv, og netop derfor er den 46-årige mand blevet indstillet til Årets Hjerteredder 2021 for sin indsats.

En hæder, han har svært ved at forholde sig til.

»Det er vigtigt, at der bliver sat fokus på, at man altid kan hjælpe, men det betyder ikke særlig meget, at jeg er nomineret. Det betyder noget, at han er i live,« siger Frank.